I Information vover Klaus Lynggaard pelsen og udråber 10 album til at være McCartneys “bedste skiver”. Og straks må jeg række fingeren op og sige: Hvor er Back to the Egg? Pladen fra 1979 var Wings sidste studioplade, og den fik hurtigt en særlig plads i mit Beatlemaniske hjerte, hvor den fik status af, at være en slags post-beatlesk pendant til Sgt. Pepper’s lonely Hearts Club Band. Det er et album, der har det hele. Smukke ballader (den lille åh så melodiske “We’re open tonight”), heftige rocksange (fx den næsten arketypiske “Spin it out”) og legebarnet McCartney på fri line (fx det indlende spor “Reception”, der er bygget lidt over samme læst som “No. 9” på Beatles’ hvide album). Pladen er ikke overhældt med singlehit, for der er i udpræget grad tale om et album, hvor sangene er stykket sammen til en oplevelsesmæssig helhed. Det er nok heller ikke tilfældigt, at McCartney på denne plade allierede sig med produceren Chris Thomas, der havde udstået sin læretid i Abbey Road-studierne, da Beatles lavede deres overflødighedshorn, Det Hvide Album. På pladen, der blev lammetævet af kritikken, fylkes rockikoner som Pete Townshend, Hank Marvin, David Gilmore m.fl. og sætter hver deres lille fingeraftryk på slutproduktet.
Mit gæt er, at Back to the Egg – akkurat som tilfældet med Ram, der også blev sablet ned af kritikken – vil blive rehabiliteret, når den (igen) bliver udsendt i en forbedret, udvidet osv. udgave…
@Frankie: Du skal være velkommen med kommentarer og andet!
Ser frem imod en grundig, ufiltreret, “ryksækløs”, gennemlyttet og musikalsk odysse`ud i wings og McCartney land og hvem ved om man kunne finde pÃ¥ at kommentere dine skriverier om pladerne.
@Frankie: Jeg har tidligere skrevet om fx George Harrisons og Ringo Starrs soloplader – en for en. Og jeg vil gøre det samme om McCartney/Wings-kataloget – sÃ¥ stay tuned, som man siger derovre.
Wild Life er en af de plader, der fik knubbede anmelderord med på vejen. En af de skæve, ja. Jeg vender tilbage til den og de andre.
tak for dine kommentarer CAPAC.
Jeg er vokset op med wings og har ikke sÃ¥ mange “lidelsesfælder” i DK, eller mÃ¥ske findes de rundt omkring ? Jeg ved af erfaring at “Beatles freeks” kender det meste af Wings portefølgen men ofte anser det som solo materiale som de efterfølgende plader.
Den 1. soloplade er primært “leftovers” fra Beatlestiden men fra Ram og frem til Tug of war betragter jeg som wingsperioden hvor Macca søger og eksperimenterer sig frem til noget nyt. væk fra de “grandiøse” Beatles hits hen imod noget mere enkel rock + de skæve numre og naturligvis mccartney Ã¥rens enkle melodier som altid har været der.
Jeg kunne tænke mig at vide hvad du syntes om Wild life pladen som er det mest tydelige eksempel pÃ¥ hans tur væk fra Beatles jf ovenstÃ¥ende. Er det en af dem du kalder “kikset”
“skæv”. Personligt købte jeg pladen efter at være blevet wings fan senere i halvfjerserne.
(jeg har alt med wings såvel på plade som hvad der ellers er udkommet inkl. bootlegs m.m.)
Efter Ã¥rs pause er jeg dykket ned i Wings kataloget og hører musikken igen og igen og favoriterne skifter hele tiden. WOA er og bliver min perle i samlingen men Wild Life har ogsÃ¥ en speciel plads pga. dens skævhed og selve det “tÃ¥belige” eksperiment som yderligere satte Maccas ry pÃ¥ spil (ikke sÃ¥ konform som han beskyldes for) Og sÃ¥ er der en hel del specielle og gode numre, perler om du vil, nÃ¥ men det var din mening jeg var ude efter sÃ¥ jeg mÃ¥ hellere stoppe der !
@Frankie: Jeg er selv af den opfattelse, at Wings har været et lidt undervurderet projekt hos anmelderne, der har haft svært ved at løsrive sig fra Beatles-epokens overvældende betydning. Det er selvfølgelig historisk forstÃ¥eligt. Men jeg er sikker pÃ¥, at mange vil revurdere pladerne – og dem, Lynggaard affærdiger som skodplader… Jeg har selv Wings over America pÃ¥ original vinyl – en fabelagtig plade.
@Frankie: Tak for dine kommentarer. Svagheden ved top-10-lister og kursoriske oversigter som Lynggaards er, at de netop ofte overser, at kunstnere ikke kan holde det højeste kunstneriske momentum konstant. Ingen – heller ikke McCartney, Dylan, Young osv. – kan det. Det strider mod den kunstneriske proces’ natur. Som Lynggaard retfærdigvis selv pÃ¥peger, sÃ¥ er der perler overalt i McCartneys produktion. Og jeg tror, der er mange, der som du har alternative favoritter, fordi man af den ene eller andet grund har fÃ¥et et særligt nært forhold til netop en bestemt plade. Fx Speed of the Sound. Selv har jeg en svaghed for de lidt skæve og ‘kiksede’ plader i kataloget.
Og efter at have læst hans top 10 har jeg lyst til at tilføje at jeg også personligt har en svaghed for At The Speed Of Sound som han, som mange andre nedsabler som ringe.
Beware my love er en totalt overset episk sang i tre stykker, nærmest en Band on the run pÃ¥ speed……She’s my baby er en legende let melodi pÃ¥ niveau med sange pÃ¥ det hvide album, The note She Never Wrote er en smuk stemningsfuld sang sunget at Laine, Silly lovesongs, en “anmelder rød klud” er et nÃ¥rmest perfekt “disket” popnummer som er spillet og produceret til ug med kryds og slange, Time to hide er en tung wings rocker, Let e’m in er en klassisk mccartney sang, wino Junco er et lille smukt mesterligt stykke musik af McCoullugh osv. osv.
så mange stærke numre på en lp !! og så siger man den er en stinker !! Lyt til numrene endnu en gang kære krittikkere den holder !
Jeg medgiver at side 2 ikke er sÃ¥ stærk, at pladen ikke har noget “koncept” men man kan ikke holde en god mand nede, eller sagt med andre ord: sÃ¥ mange perler samlet pÃ¥ et album finder man kun hos macca og wings !
Live holder numrene og når Klaus Lynggård omtaler opsamlinger kan det undre at han slet ikke nævner Wings Over America som efter min mening er et must for alle som elsker rock musik; stærk. tung, velspillet, velsunget. Et smukt statement som gengiver Wings live da de var på deres højeste og maccas bedste liveplade nogensinde.
Som ægte wings fan kan jeg ikke være mere enig.
Der gemmer sig sÃ¥ mange perler pÃ¥ BTTE som pÃ¥ alle wingspladerne som pr. automatik blev nedsablet af diverse kritikere. Lytter man uden fordomme, rygsækken med Beatles, helten Lennon osv sÃ¥ vil man opleve at samtlige plader bare vokser og “holder” og at der er sÃ¥ mange vinkler, ideer, velskrevne sange, unikke arrangementer og flot udførelse pÃ¥ sang som instrumenter.
Længe leve Wings