Det ville være synd at sige, at jeg er nogen stor fan af boksning. Og forklaringen er ikke, at jeg har skrupler over for denne sportsgrens kontrollerede brug af vold og de risici, den indebærer. Mit forbehold skyldes mestendels æstetiske årsager. For alt for mange af de boksekampe, jeg har set, har været uskønne forestillinger, berøvet enhver form for teknisk elegance, taktisk spil og sportsmanship.

Men der har været undtagelser. Casius Clay – Muhammed Ali – leverede flere undtagelser i sin karriere. Det samme gjorde den store cubaner Teofilo Stevenson, der i årene 1972 til 1980 vandt olympisk guld tre på hinanden følgende gange.

Stevenson, dr var den første bokser, der vandt olympisk guld til sit hjemland, vandt sine kampe overbevisende, og der var bud efter ham til en kamp mod selveste Muhammad Ali. Men Stevenson afviste et tilbud om fem millioner dollars men en kommentar om, at han ikke ville bytte sit liv i Cuba for penge, og at 8 millioner cubaneres beundring var meget mere værd. Man kan kun gisne om, hvordan en kamp mellem Ali og Stevenson ville have faldet ud. Men det er ikke usandsynligt, at Stevenson kunne have vundet. I hvert fald var hans loyalitet over for sit land og dets styre mere end en torn i øjet på amerikanerne, snarere et sæbeøje…

Efter i elleve år at have været ubesejret måtte Stevenson bide i canvassen i 1982, hvor han tabte et verdensmesterskab for amatører i München til Francesco Damian. I boksning vil man møde sin overmand før eller siden, hvis man ikke stopper i tide. Og Stevenson hængte boksehandskerne op på knagen, da Cuba boycottede de olympiske lege i Los Angeles og Seoul. På det tidspunkt havde han bokset 321 kampe – og vundet de 301 af dem. Efter bokserkarrieren var Stevenson aktiv i den cubanske bokseunion, hvor han var vice-præsident. Nu er han død kun 60 år gammel efter nogen tids sygdom. Og verden er blevet en nobel og idealistisk sportsmand fattigere – og dem er der ikke mange af…

[Ikke krediteret foto lånt fra sitet Beats, Boxing and Mayhem]