I dag fylder digteren, journalisten, filmmageren og livskunstneren Jørgen Leth 75 år. Og det er lidt underligt at tænke på, for i mit hoved står Leth med en særegen, passioneret, livsbekræftende – ja, ungdommelig – lethed. Men sådan er det.

På dagen kan jeg ikke lade være med at tænke på sagen eller snarere balladen om den unge kvinde fra Haiti, som Leth dyrkede elskov med og skrev uforfærdet om – og fik bornerte gammelfeminister og sensationslystne, journalistiske moralvogtere på nakken. En nakke, han på intet tidspunkt bøjede. For er der noget, der kendetegner Jørgen Leth – og som jeg beundrer ham for – så er det, at han har været tro mod sine egne passioner og sin egen livsdrift. Denne trofasthed er en mangelvare nu til dags, hvor konformismen er mindst lige så beklemmende, som den var i halvtredsene. Den er bare anderledes.

Den første gang jeg stødte på Jørgen Leth – digteren Jørgen Leth – synes jeg ikke, at han var noget særligt, fordi jeg ikke havde blik for den konkrete, sanselige enkelhed, der præger hans kunstneriske udfoldelser. Leth gør det ikke sværere end nødvendigt er. Og netop derfor har han måske så let en adgang til det skønne og poetiske.

Til lykke på dagen.

PS. Medens jeg har griflet ovenstående ideosynkratiske tekst, ser jeg, at Torben (selvfølgelig…) har publiceret sin personlige hyldest og anmeldelse af Leths nye bog. Læs med her.