Sproget og ikke mindst poesien rummer sin egen musik. Rytme, tonefald og i sidste tilfælde metrik udgør en del af musikken. Og derfor kan man mene, at itonesat poesi i en eller anden forstand kræver, at poesiens egen iboende musik, som især sætter sig igennem, når poesien reciteres eller læses op, kræver et særligt med- eller modspil af den udvendige musik. Enten skal musikken akkompagnere det metriske ved at følge det, understøtte eller fremhæve det – eller måske på kontrapunktisk vis insistere på sig selv og samtidig sætte poesien i relief.

Der findes ikke æstetiske regler for, hvordan man gør. Det handler om gehør for musik – og poesi. I tresserne opstod kombinationen jazz og lyrik med fornemme resulater. Og siden har der været, hvad man med forsigtighed kunne kalde en tradition for eksperimentet. Her i bloggen har jeg blandt andet omtalt Peter Laugesens fascinerende og inciterende samarbejde med Singvogel. Og jeg håber at vende tilbage til flere eksempler.

Et af de seneste skud på denne stamme er det digitale album “Ti”, der som titlen indikerer giver ti forskellige bud på, hvordan musik og lyrik mødes. Og de ti eksempler illustrerer ganske godt de ovenstående generelle overvejelser.

Søren Ulrik Thomsen læser sit digt “Jeg har sat mig her ved det bagerste bord” med sin velkendte diktion og bliver ledsaget af Det glemte Kvarter. Det fungerer, men i mine ører skulle musikken have været trådt et skridt tilbage. Der er for megen volume på produktionen. Og det truer med at overdøve digterens diktion.

Jørgen Leth og IKI tage sig af “Fra samme tid” lider lidt af samme volumenproblem, men det hjælper dog lidt, at der er pause i musikken, hvor Leths markante stemme får lov til at stå alene.

Jens Blendstrup og Girls in Airports går bedre i spænd i en vekselvirkning mellem Blendstrups komiske lyrik og en let jazzet musik, der er med til at forstærke stemningen i digtet.

“Islands Brygge, d. 13. juni, 2006” har et andet problem. Teksten er mere prosa end poesi. Christel Wiinblad læser teksten op som prosatekst og Clara Brylds piano følger ganske lydhørt oplæsningens let monotone rytme.

Et hovedstykke på albummet er Naja Marie Aidts og Dagens Danmarks mere end femten minutter lange eksperimenterende behandling af teksten “Slik”. I det næsten paradoksale møde mellem Aidts tekstsensitive oplæsning af sin prosatekst og musikkens klart eksperimenterende, næsten kakofoniske lyd opstår der noget særdeles lytteværdigt. Måske, fordi man som lytter kan flytte sit fokus fra det ene til det andet som vægten fra den ene fod til den anden – samtidig med at Aidts tekst kommer helt til sin ret.

Theis Ørntoft & Interfoam får noget elektrificerende ud af “Den dovne dag/ Det er bare lunt” på trods af, at Ørntofts tekst som poesi betragtet er lidt tynd.

Excentrikeren Johannes L Madsen – også kaldet JLM m.m. – har fået tonesat sin tekst “Sproget har fuglekasser i munden i dag” af Halfdan E. – kendt fra sit samarbejde Dan Turèll – og Martin G. Vigga Svensson reciterer og Klaus Rifbjerg er samplet. Eksperimentet virker godt. Madsens tekst står klart frem for lytteren og musikken får metrikken til at banke tydeligere igennem. En af pladens absolutte højdepunkter – og et af de modigste.

Jan Sonnergaard & GRAF slipper også ganske godt fra “Eva og Strudesen” – en prosatekst – sikkert, fordi GRAF netop træder et skridt tilbage i forhold til Sonnergaards oplæsning og virker som en sympatisk klangbund i dette ords bogstavelige forstand.

Janus Kodal & Prins Nitram vælger en anden løsningsmodel. Nitram synger Kodals tekst oven på en susende lydbund. Vi er nærmere en almindelige sang end tekstrecitation, men det fungere udmærket. Nitrams stemme kan godt minde lidt om Benny Holsts by the way.

Claus Høxbroes tekst “Kaddish for min samtid” er tilsat Oscar Gilberts lydhøre klaver – og minder ikke så lidt om Dan Turèlls musikalske iscenesættelser. Høxbroes må være Turéll-fan. Og det er godt, at nogen fører den beatstil videre…

Det siger sig selv, at albummet er en blandet landhandel eller et overflødighedshorn – af musik og tekster. Et velkomment bud på det svære og fascinerende møde mellem musik og kunsttekst.