Efter en længere pause tog jeg mig sammen og kastede mig over en kriminalroman i et forsøg på at overvinde min egen skepsis med hensyn til denne genre. Skuffelserne har været mange, selv om der har været enkelte undtagelser.

Men da jeg stod med Leif G. W. Perssons Den døende detektiv i hånden i det lokale supermarked – og oven i købet kunne erhverve den 450 sider lange roman for latterlige 30 kroner – tænkte jeg, at det ikke kunne gå galt. For romanen med den gode titel har ikke alene fået fine anmeldelser (fx kalder ‘krimimagister’ Bo Tao Michaelis den ‘simpelthen fænomenalt fremragende’ i Politiken), men den er også overøst med priser, bl.a. Palle Rosenkrantz-prisen, der tildeles årets bedste kriminalroman. Og bogen har fået tilsvarende hæder i de skandinaviske broderlande.

Selve grundfortællingen i bogen er da også ganske interessant. En tidligere chef for det svenske rigspolti, Lars Martin Johansson, får et hjertetilfælde, da han en dag vanen tro slår vejen forbi pølsevognen på Karlbergsvägen lige i nærheden af sin gamle arbejdsplads. Det næste, han oplever, er, at han ligger på hospitalet som patient. Og samtidig med at den 67-årige patient begynder en langsommelig rekreation begynder han – inspireret af en ung, kvindelig læge – at optrævle en 25 år gammel sag om en niårig pige, der blev voldtaget og myrdet.

Et oplagt spændingsmoment ligger ikke kun i selve det klassiske spørgsmål om, hvem der gjorde det, men også i den omstændighed, at sagen er forældetog retfærdigheden derfor ikke bare kan ske fyldest via rettens gang.

Men selv om Persson skruer historien ganske fermt sammen og lader den gamle, egensindige politichef med lige dele intuition og analytisk sans – og hjælp fra en tidligere kollega og en ung fyr – optrævle historien og finde en original afslutning, så synes jeg den mangler både fremdrift, spænding og sproglig udfordring. Det er som om fortællingen, der skrider frem gennem en lang række små kapitler og primært ses fra hovedpersonens egensindige vinkel har fået dramaturgiske beta-blokkere. Sagt på en anden måde, så forekom romanen mig at være temmelig kedelig. At den ikke litterært-sprogligt er givende, ja, det havde jeg på forhånd accepteret som et vilkår ved den moderne krimi, men jeg synes heller ikke, at den hverken er elementært spændende, sjov eller eksistentielt, historisk eller socialt synderligt perspektiverende. Måske har jeg bare for høje forventninger til den så populære genre. Sjöwall og Walöö kunne fastholde natten over i spænding…

Til romanens forsvar vil jeg pointere, at bogen gennem lang tid har været min nattelektyre – og måske afspejler min sene læsning, at jeg ikke var modtagelig for dens særlige kvaliteter. Jeg tror det dog ikke, for jeg har generelt meget ud af læse på det tidspunkt.

PS. Lige nu kan romanen kvit og frit hentes som lydbog på DRs hjemmeside.