Bedst som skriveblokeringen synes at melde sig i capacs trætte hoved og krop, så kommer Michael Laudrup til hjælp. Egentlig skulle capac ned i garagen og fjerne et (tidligere omtalt) støjende stykke metal fra automobilet, men en nyhed fra dagens avis om, at den tidligere fodboldhelt har sat skub i salget af Ota Solgryn (havregrynsprodukt), så dansker nu spiser 4 millioner portioner mere af de valsede korn, fik capac på andre tanker.

Nyheden sendte capac tilbage til den barndom i 1950’erne, der spiller en så stor rolle i denne blog (og i øvrigt), til et af capacs første møder med reklamens forunderlige magt: Foska Havregryn.

Ota havregryn havde allerede i 1940’erne fået den idé at lave såkaldte Ota-bøger, der i bordeauxrødt omslag bød på oplysende læsning for de havregrynsspisende børn og unge. Produktionen ophørte i 1942, men fænomenet blev så kendt, at bøgerne i dag betragtes som et vigtigt element i dansk børnelitteraturs historie. Bøgerne er samlerobjekter i dag.

Men for capac og drengene i gaden var det Foska, der var den store oplevelse. Foska var et dansk produkt, der blev produceret af den stadigvæk aktive Svendborg Boghvede- og Havremølle A/S. Men inspiration fra kaffeerstatningsfirmaet Richs begyndte Foska at lægge samlebilleder i deres havregrynspakker for at stimulere salget.

I forhold til forgængerne var der med Foska sket et skred i retning af mere direkte reklame.  Man informerede fx om  hvor næringsrigt produktet var (calsium etc.)., hvor Ota-bøgerne  levede deres eget liv parallelt med grynene. Men ellers var det spændende historier om Mickey og bønnestagen, Eventyret om Bongo, Alice i Eventyrland m.fl. For at sikre, at man fik en ordentlig formidling havde man ansat en garvet lærer og forfatter, Torben Gregersen, til at præsentere historierne i bøgerne.

Disse faktuelle forhold (som jeg har hentet i tidsskriftet Ask) tænkte jeg ikke meget over dengang. Det, jeg husker tydeligst, var glæden ved at samle og fuldende disse farverige og solide hæfter. Man kunne gå længe og vente på, at man havde spist sig frem – eller byttet sig frem – til de sidste billeder i bogen. At man så skulle tygge  sig gennem oceaner af havregryn gjorde ikke så meget. Specielt “Basse”, en af legekammeraterne, gjorde sig med Foska-billederne. Sikkert, fordi hans familie var større og derfor kunne konsumere flere æsker… I hvert fald var vi optaget af samleriet, der gjorde os til rigtige FOSKANERE (noget man kvalificerede sig til ved at spise Foska eller Bio Foska).

Sådan kom capac for første gang (tror jeg nok) rigtig i reklameindustriens kløer, uden at være bevidst om det. Siden gik det slag i slag med Gunner “Nu” Pastiller og meget andet…