President Fetch sparker rocken i røven: Stamina

Author:

Stamina kalder det 25 år gamle rockband President Fetch deres nye album. Og på det sorte cover skimtes da også en blomst med ‘det mandlige reproduktive organ’, som er et af ordet staminas betydninger. Men ordet har andre betydninger. Fx udholdenhed og – sproghistorisk – ‘livstråd’, den tråd, som skæbneguderne har spundet. Og for at blive lidt i denne associative kæde af mandom, udholdenhed og tråd, ja, så går der en lige tråd fra albummet Stamina via The Sex Pistols energieruption, The Beatles’ yeah-yeah-yeah-rock’n roll og tilbage til Elvis’ roterende hofter, som Bruce Springsteen for nylig udnævnte til det moderne magisk øjeblik, hvor fjernsynstransmitteret rock’n roll foregreb en seksuel frigørelse, et kulturelt opbrud og et politisk opgør (borgerrettighedsbevægelsen bl.a.), som ville brede sig i årene efter.

Sagt på en anden måde så har President Fetch med deres energiske lige-på-og-hårdt-rock sat stikket i nede i den strøm af løssluppen energi, som har været en rød tråd i rocken, beaten, pigtrådsmusikken – eller hvad man nu vil kalde den – og uden hvilken rocken ville afgå ved en stille død eller blive pop.

President Fetch spiller en form for rock’n roll, der ikke tager fanger. Fra første taktslag er Per, Jens, Morten, Carsten og Anderz helt fremme på beatet med et tempo og en energi, der truer med at tage pusten fra lytteren. Med deres egen legering af beskidt, højoktan-punk, larmende garagerock og heavy i traditionen fra Led Zeppelin byder President Fetch på en adrenalinpumpende tour de force, der får denne lytter til at tænke på første gang, han lyttede til Sex Pistols Never Mind the Bollocks.

Til forskel fra sexpistolerne så kan President Fetch faktisk spille (godt) og på pladens elleve numre demonstrerer bandet, hvordan rockkagen skal skæres. Selv om musikken afleveres i et hæsblæsende tempo med masser af potente, drønende guitarer, buldrende basgange, feed-back-lyde og Morten K. Nielsens rå og lidenskabelige sang, så er det inden for de stilistiske fastsatte rammer en ganske varieret plade. Jeg vil ikke fremhæve enkeltnumre, for pladen fortjener at bliver lyttet til i sin helhed.

Stamina er et album, der allerede har fået plads på min mp3-afspiller, og den kandiderer til at blive en af de plader, jeg vil fremhæve, når året er omme. Bedre anbefaling kan det vel ikke få med på vejen herfra?!

Jeg kan desværre ikke spille noget fra pladen, men på YouTube kan man få en fornemmelse af, hvad bandet har at byde på. Pladen udkommer d. 6. juni på Angry Eskimo (Distribution: Gateway).

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *