”Alive, sure I’m alive/ Embracing every moment with songs to sing and joy / But life sometime’s a fight, / Knowing little of what we do / We just jump and try / And just for tonight I wanna be on standby, standby, standby

Tonight, i’ll blow my mind, I’ll blow my mind, intoxication…”

Sådan synger Lima Lima – sangskriver og sanger Ulla Pihl – i titelsangen på sit nye og andet album og giver et øjebliksbillede af det tekstunivers, der fylder pladen. Et univers, der er præget af rastløshed, søgen, forvirring, frustration, kærlighedskvaler, men også af livsappetit, begær og fandenivoldskhed. Samtidig er der også noget genkendeligt over hele tematikken, som man kan genfinde hele vejen tilbage gennem poppens historie. Der er noget ”Stop the World I want yo get off! ” (tressermusicaltitel fra 1961) over denne sang. Men Ulla Pihl sætter sine egne ord på grunderfaringerne i nogle tekster, der både læner sig op at poptekstskabelonerne og bryder med deres forudsigelighed og genkendelighed.

Musikalsk er det en meget varieret poprockplade, hvor der er plads til regulære popnumre med hitpotentiale, men også mere – for lytterne – udfordrende numre, som fx den indledende sang ”Bloody Game”, der med sin næsten minimalistiske brug af syntheziserlyd og klaver sender tankerne hen på grupper som Kraftwerk og Depeche Mode.

Hitlistepotentiale er der i flere af sangene. Allerede sang nr. 2 ”Call Girl” (en personlig favorit) besidder powerpoprockens umiddelbare melodiske charme og bringer mindelser om både The Go-Gos, danske Vox Pop og de engelske new wave-bands. I samme kategori finder man den meget iørefaldende sang ”Define it”, der både minder denne lytter om XTC og Squeeze i pophjørnet, og en sang som ”Oh no oh no”, der også er en lille popperle af den slags, der efterlader en klingende omkvæd i bevidstheden hos lytteren med det samme. Intoxicating. Smittende.

Men der er også plads til balladeagtige sange som fx den ligefremme ”Dark Lands” og den stille sang ”Oh sweet Oblivion”. Der er dog ikke tale om, at Lima Lima holder sig absolut inden for skabelonerne – heller ikke musikalsk. Det er poprock, indierock om man vil, med en kant. Der er plads til lydeksperimenter og æstetiske lag, der får lytteren til at spidse ører. Det er pop med holdning på både et tekstligt plan og et musikalsk.

Ulla Pihl synger godt og behersker både det neddæmpede, fortrolige og det storladent passionerede. Og hun bakkes smukt op af sit band med en sound, der både er præget af moderne indierock, men også – blandt andet i kraft af en forkærlighed for Juno 60 og digitale synthezisers – har tydelige tråde til traditionen.

Lima Limas nye plade er et godt og stærkt bud på, hvordan dansk powerpoprock skal skæres anno 2012 – med kant.

Pladen udkommer i dag på Gateway Records.