For fyrre år siden udkom The Beach Boys’ attende album med titlen Carl and the Passions “So Tough”. Titlen, hvor Beach Boys optræder med et alter ego-navn, og omstændighederne, hvorunder pladen udkom – nemlig som bonusplade til en genudgivelse af klassikeren Pet Sounds, fortæller noget om, at pladen var exceptionel.
Forklaringen var, at The Beach Boys på det tidspunkt inde i en turbulent periode. De havde skiftet plademærke – til Warner Brothers – og Brian Wilson var gået i indre eksil for at pleje sine personlige problemer og egensindige projekter. Derfor var Carl Wilson indtrådt i rollen som orkesterleder. Bandnavnet Carl and the Passions henviste til et band, Carl havde før Beach Boys blev til virkelighed.
I fraværet af Brian Wilson – hvis rolle var reduceret til at være medkomponist på nogle numre og lidt backingvokal – og Dennis Wilson, som havde problemer med den ene hånd, hyrede Carl to nye, sydafrikanske musikere – guitaristen Blondie Chapling og trommeslageren Ricky Fataar. Og det betød, at den velkendte Beach Boys-sound blev trukket i retning af en mere jordnær, soulpåvirket rockmusik. Hvor de tidligere plader i høj grad var centreret om Brian Wilson musikalske ideer og lederskab, blev den nye plade et kollektivt projekt, hvilket bl.a. viste sig i det forhold, at sangskrivningen var fordelt mellem Al Jardine, Mike Love, Carl Wilson, Jack Rieley og Tandyn Almer. Symptomatisk for musikkens forandring var det også, at Bruce Johnston – der som sanger og komponist havde spillet en vigtig rolle bl.a. på det foregående album Surf’s Up – trak sig, fordi ham mente, at den nye rockstil var udtryk for kunstnerisk udsalg.
I første omgang udkom albummet kun som selvstændig plade i Europa. Amerikanerne fik den kun som bonusplade, og det fortæller os en del om, hvilken status pladen havde og har i Beach Boys’ diskografi. Det er ikke en “rigtig” Beach Boys-plade. Snarere en plade, der var produktet af kontraktforpligtelser og den kendsgerning, at bandet ikke kunne stille op i sin oprindelige udgave.
Selv om pladen havde oddsene imod sig klarede den sig ganske pænt med en 50. plads i USA og en 25. i Storbritannien. Det var dårligere end Surf’s Up, men bedre end Sunflower fra 1970, som kun blev nr. 151 i hjemlandet.
Hvis man kan abstrahere fra Beach Boys-lyden fra de mange foregående plader – og det kan være svært – så er So Tough faktisk et udmærket rockalbum. Der er ingen oplagte hits, men vokalarbejdet har – som man kunne forvente – høj klasse uden dog at nå tidligere tiders højder. Det er en overgangsplade, ja, men den er langt bedre end sit ry. Derfor er det også helt retfærdigt, at den er blevet rehabiliteret i forbindelse med den række dobbeltudgivelser af gruppens plader, som udkom for en del år siden. Her kan den fås sammen med opfølgeren Holland fra 1973.