For et par måneder siden blev jeg ganske indtaget af en video med den 25-årige Hannah Cohen. Både videoen og musikken til videoen “The Crying Game” var et studie i enkelhed og skønhed. Nu sidder jeg så med Hannah Cohens album Child Bride, der på mange måder blot bekræfter det første betagende indtryk.

Den unge Cohens vej til musikken har ikke været den slagne. Hun voksende op i et kunstnerisk miljø i San Francisco. Faderen er jazzmusiker, og Cohen fik Billie Holliday og jazzen lige ind i øret fra den tidligste barndom. Og en sådan opvækst går man ikke ustraffet igennem. Som teenager valgte Hannah, måske som et almindeligt pubertetsoprør mod forældregenerationen, at arbejde som fotomodel og fotograf. Men hun blev også indsovset i et kunstnerisk miljø i New York, hvor hun slog sig ned. Og inden længe blev hun også indhentet af musikken. Hun lærte sig selv at spille akustisk guitar og skrive små sange.

Debutpladen er produceret af indie-musikeren og -produceren Dovema, Thomas Bartlett, og et hold af fælles musikere fra miljøet omkring Anthony and the Johnsons, Martha Wainwright og The National. Det er et album, der appellerer til lytteren i kraft af Hannah Cohens stemme, der besidder en sprød, piget sarthed, der især står vældig godt til flere af sangenes hjertebristende tematik. En anden attraktion ved pladen er dens særlige, intime, næste franske stemning. Selv om det kan være svært at hænge det op på noget konkret – det skulle da lige være en harmonika hist og her – så er der noget fransk chanteuse over Hannah Cohens musik. Prøv engang at lytte til nummeret ”California” – der nok er albummets største hitpotentiale – med den slentrende, lidt dovne guitarindledning og let swingende forløb. Så tror jeg du forstår, hvad jeg tænker på.

Pladen er udpræget en plade, der bedst egner sig til at blive lyttet til i sin helhed på grund af den fine stemning. Men der er i hvert fald et par numre, der godt kan gøre sig på single. ”California” har jeg allerede fremhævet. Et andet er Cohens coverversion af Dovemans ”Boy + Angel”, der er et skævt, up-beat rocknummer. Men også det allerede præsenterede, enkle, smukke, nærmest Leonard Cohenske ”The Crying Game” har en fascinationskraft, der godt kunne kaste et hit af sig.

Hannah Cohens lille plade har snurret meget på min afspiller, og jeg tror, den kandiderer til at blive en af årets pladeoplevelser for mit vedkommende. En plade, der ikke får lov til at samle støv på hylden.

En kortere version af denne omtale kan man også finde på on-line-tidsskriftet Geiger.