Der er noget eksklusivt over det amerikanske band Spain, der næste år kan fejre sit tyve års jubilæum. I år har de udsendt albummet The Soul of Spain, og det er det fjerde siden 1995, hvor debutten og hovedværket The Blue Moods of Spain blev udsendt. Sølle fire album i løbet af små to årtier, hvis vi ser bort fra opsamlingsalbummet Spirituals: The Best of Spain fra 2003.

Men det eksklusive er ikke tilfældigt, og det blev understreget af den koncert, det Los Angeles-baserede band leverede i går aftes på det århusianske spillested Voxhall. Spains kultrenommé blev grundlagt med debutalbummet, der som titlen angiver er et musikalsk og tekstligt studie i melankoliens facetter. Det er en plade, der er fuldendt i den forstand, at den lukker sig omkring sit tema – og definerer Spains stil.

For er der noget, der blev tydeligt under det første lange sæt ved gårsdagens koncert, hvor Spain genopførte The Blue Moods of Spain i sin helhed, så var det, at Spain er et band med en distinkt stil. Med den hornbrillebeklædte Josh Haden – søn af jazz-musikeren Charlie Haden – som centrum og vokal forgrundsfigur bekræftede Spain tekstligt, musikalsk og adfærdsmæssigt, at de stadigvæk lever op til deres renommé som mestre udi slow-core.

Koncerten begyndte 20.15, hvor de fem fåmælte musikere indtog scenen og med et enkelt “Hello” fra Haden gik i gang med at opføre debutpladens sange. Typisk for bandets optræden var koncentrationen helt på musikken. Her var ingen utidig leflen for publikum. Haden kiggede enten ned eller sang med øjnene lukket. Der var noget shoegazing-indadvendt over attituden. Et kort øjeblik – et par sange inde i koncerten – måtte jeg spørge mig selv, om det, jeg følte, var kedsomhed. Men snart blev en undertrykt gaben afløst af en fascination af det nedtonede, tilbagelænede, indadvendte og intense univers, Spain lukkede publikum ind i. For selv om Spains attitude var langt fra den udadvendthed, man ofte forbinder med rock, så er der noget inkluderende over bandets koncentrerede musiceren. Man blev nærmest smittet af den blå stemnings mange lag.

Som åndsfællerne i Tindersticks formår Spain at bygge melodisk og komplekse sange op omkring den melankolske grundfølelse. Små enkle sange kombineres med længere komplekse mellemspilsstykker, hvor de fem musikere – ud over Haden på bas tre guitarister, hvoraf den ene også trakterede keyboards, og en trommeslager – fik mulighed at udfolde sig på nærmest improvisatorisk vis.

Efter opførelsen af The Blue Moods var der meget passende indlagt en pause, inden sidste, kortere set i Hadens melankolske kammerkoncert. Og her viste Spain sig fra en lidt mere udadvendt side med numre fra det senere repertoire, der minder mere om regulær rock uden dog at miste sit anstrøg af melankoli. Selv om hele orkesteret – bortset fra Haden selv – er skiftet ud siden starten, så er Spain stadigvæk en stilistisk enhed. Efter et enkelt ekstranummer var den godt og vel to timer lange koncert slut – og det ville næste føles som et brud på eksklusiviteten, hvis de obligatorisk ekstranumre havde været i flertal. Haden satte punktum med et fingerkys til publikum.

I aften har københavnerne muligheden for at få en sjælden aften i melankoliens skygge. Hvis de ellers kender deres besøgelsestid.