I morgen runder nr. 2 fra venstre på coveret ovenfor, David Byrne, tres år. Banalt og ganske utroligt, for i mine tanker er David Byrne stadigvæk et stort legebarn, der med lige dele umættelig nysgerrighed, underdrevet humor og en uundværlig portion galskab genopfandt storby-rock’n roll i halvfjerdserne som en musikform, der både appellerede til de danseglade unge, de kuldslåede Kloge åger, de ubekymrede hitlistelyttere og de traditionsbevidste, satte lytte ude ved hi-fi-anlæggene.

Det sket med gennembruds- og hovedværket Talking Heads: 77, der slet ikke blev så stort et hit, som erindringen er tilbøjelig til at gøre det til. En 97. plads blev det til på Billboards liste for popalbum, og singleuddraget “Psycho Killer” nåede op på en 92. plads på singlelisten. Men i løbet af de næste år fik albummet klassikerstatus og lagde sig i 2003 midt på Rolling Stones liste over de største album 500 album gennem tiderne.

Den lidt fortøvede anerkendelse af pladen er måske karakteristisk for klassikere i det hele taget. Deres betydning går først op for en i bakspejlet. Jeg kan endnu huske, at jeg købte pladen i en stor FONA-butik på strøget i århus. Det var dengang, FONA endnu var en velassorteret pladeforhandler, hvor man kunne være heldig at finde meget andet end hitlisteplader. Jeg havde godt læst om Talking Heads’ plade – vist nok i Rollig Stone i øvrigt – og satsede på at gøre et fund. Og i løbet af de næste uger krøb pladen ind under min hud og blev en af de store opdagelser i post-punkens tid.

På sin egen vrante og dog skarpsindige vis sammenfatter denne blogs kritiker-tænkemester Robert Christgau ganske godt noget af pladens sammensathed og innovative kraft, når han i sin forbrugerguide skriver om lømlernen i Talking Heads og deres debutalbum: “A debut LP will often seem overrefined to habitues of a band’s scene, so it’s not surprising that many CBGBites felt betrayed when bits of this came out sounding like Sparks or Yes. Personally, I was even more put off by lyrics that fleshed out the Heads’ post-Jonathan Richman, so-hip-we’re-straight image; when David Byrne says “don’t worry about the government,” the irony is that he’s not being ironic. But the more I listen the more I believe the Heads set themselves the task of hurdling such limitations, and succeed. Like Sparks, these are spoiled kids, but without the callowness or adolescent misogyny; like Yes, they are wimps, but without vagueness or cheap romanticism. Every tinkling harmony is righted with a screech, every self-help homily contextualized dramatically, so that in the end the record proves not only that the detachment of craft can coexist with a frightening intensity of feeling–something most artists know–but that the most inarticulate rage can be rationalized. Which means they’re punks after all.” Pladen får et -A. Og det er stort på Christgaus karaktertabel.

Siden skulle Byrne og pladdernakkerne, som Dan Turèll fordanskede gruppenavnet til, raffinere og udfolde de muligheder, der lå implicit i Talking Heads: 77, i andre mesterværkern som opfølgeren More Songs About Buildings and Food (1978), treeren Fear of Music (1979) og Remain in Light (1980). Midt i firserne var potentialet i Talking Heads ved at være udtømt, og Johanthan Demmes dokumentarfilm Stop making sense om bandets turnevirksomhed i kølvandet på albummet Speaking in Tounges satte med sin symbolske titel og sin imponerende realisering af koncertfilmgenren både en krone på værket og et imaginært punktum for en flot karriere.

Selv om der endnu var et par gode album i bandet – Little Creatures (1985) og True Stories (1986) – så var det blevet tydeligt, at David Byrne var på vej mod en solokarriere, selv om han måske ikke helt selv var klar over det. En fingerpeg om, hvor David Byrne var på vej hen musikalsk set, fik man, da han sammen med Brian Eno tilføjede endnu en dimension til fænomenet World Music med albummet My Life in the Bush of Ghosts (1981). Byrne og de andre var ved at vokse fra hinanden. Det musikalske koncept, der var blevet etableret med Talking Heads: 77 og udfoldet over de næste plader, var ikke længere nok for Byrne, der hellere ville nedbryde musikalske grænser end blive inden for de allerede afstukne. Opløsningen af Talking Heads var lige så smertefuldt som mangen en ægteskabsopløsning. Den kærlighed, der havde bundet medlemmerne samme var erstattet af bitterhed og smerte. Næsten sympomatisk var Tina Weimouths udtalelse til Bassplayer om, at forholdet til David Byrne: ”I do still love David; I just wish he loved us.”.

Siden det officielle opbrud i gruppen i 1991 har David Byrne på en række soloplader og gennem teater- og filmprojekter o.a. fortsat med at sondere de muskalske grænseområder mellem rock, pop, verdensmusik og meget andet. Ikke med helt den samme bevågenhed i medierne som i årene med Snakkehovederne, men altid interessant og udfordrende. Nu bliver han så tres år, og han har sikkert mange musikalske skud i bøssen endnu.

To sjæle en tanke: Medens jeg har skrevet på ovenstående har Torben – selvfølgelig – markeret dagen på sin egen facon.

Talking Heads sidste store singlehit, “Burning down the House”