For 45 år siden: Lovin Spoonful – You’re a big boy now

Author:

I maj måned 1967 udsendtes The Lovin’ Spoonfuls soundtrack til Francis Ford Coppolas film You’re A Big Boy Now. Gruppen, der var blevet dannet i 1965 af sangskriver og forgrundsfigur John Sebastian, guitaristen Zal Yanovsky, sanger og trommeslager Joe Butler og bassist Steve Boone, var på højden af deres succes i året for The Summer of Love. Det understregedes af, at gruppen forinden havde udsendt opsamlingsalbummet The Best of The Lovin’ Spoonful med cremen af hits fra de første tre album: “Do You Believe in Magic?”, “Did You Ever Have To Make Up Your Mind?”, “You Didn’t Have To Be So Nice”, “Daydream”, “Summer in the City” m.fl. Et album, der – selv om gruppen stadig havde nogle hitsange i ærmet – levede helt op til titlen og resulterede i en 3. plads på Billboards albumliste. Senere på året udsendtes albummet Everything Playin’.

The Lovin’ Spoonful reflekterede på mange måder det bedste ved tressernes musikalske opblomstring. Ankermanden John Sebastian var en del af den indflydelsesrige folkscene i Greenwich Village, hvor unge musikere tog traditionen op til fornyet fortolkning og gødede jorden for de næste mange års populærmusik. Og kombinationen af en høj traditionsbevidsthed og et sangskrivertalent af format hos John Sebastian var væsentlige forudsætninger for den succes, som blev The Lovin’ Spoonful til del.

The Lovin Spoonful var lige dele tradition – en blanding af Mississippi John Hurt and Chuck Berry, som Sebastian udtrykte det – og nybrud, understreget af, at bandet valgte at udkomme på det hippe hippieselskab Kama Sutra Records og droppe det progressive og lidt elitære Elektra.

Soundtracket til You’re A Big Boy Now var bandets andet soundtrack. I 1966 udsendtes What’s up Tiger Lily?, der udgjorde lydsporet til en anden vordende stjerneinstruktør Woody Allens film af samme navn. To soundtrack i en relativt kort karriere er lidt usædvanligt, og det fortæller lidt om, hvor kreative bandet var i deres bedste år. Både i 1966 og 1967 udsendtes hele tre album. Plus en byge af succesfulde singler.

The Lovin’ Spoonful er et af de bands, der mest talentfuldt indfanger den positive tidsånd, som man siden – til dels i nostalgiens lys – har tilskrevet tresserne og især midten af tresserne. Gode holdbare popsange fulde af opdrift, kærlighed og optimisme. Tænk bare på sangen “Summer in the City“.

You’re a big boy nowDarling be home soon

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *