Når talen falder på Elvis Presley og de andre halvtredserrockeres fremkomst i det første tiår efter krigen, kan man godt forledes til at tro, at den nye hofte- og underlivsvridende musik satte dagsordenen i populærmusikken. Det er i bedste fald en halv sandhed. Ganske vist kom rock’n roll – med Chuck Berry, Little Richard osv. – til at præge populærmusikken dybt. Men der var en anden, pænere side af populærmusikken, der stadigvæk var fremherskende – og stadigvæk er det…

Populærmusikkens spaltning mellem det oprørske og det pæne illustreres af, at halvtredsernes næststørste pladekunstner efter Elvis Presley i følge Billboard var – Pat Boone. I mine forestillinger er og var Pat Boone indbegrebet af den pæne, borgerlige, amerikanske mellemstand, hvor republikanske familieværdier og moralbegreber ufortrødent forfægtes trods tidernes forfald. En slags amerikanske svar på Otto Leisner og Bjørn Tidmand. Og det er oplysende at tænke på, at Pat Boone – der har solgt i omegnen af 50 millioner plader og har haft ca. 40 hits – fik succes ved at gøre sorte R&B-sange til harmløse og alt andet end anstødelige mainstreamsange. Man kunne illustrere det ved at sammenligne Little Richards udgave af "Long Tall Sally" og Pat Boones udgave.

Det sidste, rigtig store singlehit, Boone havde, var "Speedy Gonzales", der i 1962, der blev nr. 2 i England og nr. 6 i USA. Men selv om Beatlemania og The British Invasion gjorde en ende på hans hitlistedominans, så fortsatte han med at underholde. Hans singlehits er løbende blevet genudsendt på et hav af opsamlingsplader, og selv kastede hans sig over gospelmusikken og udsendte flere album med gospelsange. At der måske et sted bag de pæne facade med kristent-religiøse værdier og konservative holdninger – Boone har både været åndelig vejleder og aktiv kampagnemedarbejder for fx Ronald Regan og George Bush – findes modsatte tendenser understreges af, at han på et tidspunkt fik problemer med alkoholen, men fx også eksplicit af, at han til manges overraskelse kunne finde på at indspille et helt album med coverversioner af hårde rocknumre under den sigende titel: In a Metal Mood: No More Mr. Nice Guy. Ganske vist i jazz-bigband-stil, men ikke desto mindre. Boone understrege sit tempererede oprør ved at vise sig iført læder og hundehalsbånd.

Pat Boones enorme popularitet kan selvfølgelig ikke udelukkende forklares ud fra ideologiske vinkler. Man kan ikke tage fra ham, at han besidder en god, pæn popstemme i traditionen fra Bing Crosby. At det forholder sig sådan, kan man forvisse sig om ved at lægge øre til den nu 77-årige Boones seneste udspil Pat Boone Sings a Tribute to The Ink Spots Feat.Take 6, hvor han crooner sig gennem en kendte sange og får hjælp af a capella-gruppen Take 6. Hele pladen kan man for tiden lytte til lige her. Hvis man er til croon og a capella, så er det værd at slå vejen forbi.