[foto lånt fra bandets hjemmeside]
Bag bandnavnet Snake & Jet’s Amazing Bullit Band gemmer sig Thor Rasmussen og Thomas Frederiksen. Hvis navnet bringer mindelser eller associationer frem i retning af tresserne og halvfjerdserne, så er det ingenlunde tilfældigt, for den musikalske inspiration på bandets tredje album, Stuff That Rotates, der udkommer i dag, står i dyb gæld til ikke mindst den eksperimenterende del af de to årtiers rockmusik.
Thor og Thomas har en udpræget smag for fængende melodier, en post-Hendrix-inspireret, “grim” guitarlyd, unisone vokalharmonier og effekter, der er som taget ud af den store spættebog for rockmusikere, fx båndsløjfer à la Beatles og Pink Floyd, Jethro Tull- Ian Andersons tværfløjte og mere eller mindre tydelige citater fra rockens historie.
Stuff that Rotates hedder pladen, og titlen betegner fint en rockform, der cirkulerer omkring sit eget eksperimenterende og legende univers – uden dog at blive simpelthen navlebeskuende eller narcissistisk. Som de progressive rockplader fra de sene tressere og halvfjerdserne inviterer Snake & Jet lytteren med på en udforskningsrejse i lyd, samtidig med at de appellerer til koncertsituationen.
Stuff that Rotates er et stykke DIY – Do it Yourself – en i alle detaljer hjemmelavet plade, der vedgår arv og gæld fra tidligere generationers beatmusik, men samtidig gør det på en nutidig, egensindig vis. Jeg forstår godt, at singleudspillet “Black Egg” kommet i fast rotation på Danmarks Radios P6, kanalen, hvor man dyrker den musik, der bare vil være musik uden at skulle læne sig op af hitlister og salgstal, for Snake & Jet laver musik, der både taler til kroppen og til lyttecenteret i hjernen. Holder man af at lukke sig inde i høretelefonernes parantes og lytte til prog rock som Pink Floyd, Soft Machine, Sgt. Pepper osv., så er Snake & Jet’s nye plade værd at investere penge og tid i.
Udk. på Crunchy Frog
Jeg synes virkelig, du har skrevet en rammende anmeldelse af pladen. Dejligt at se andre med samme oplevelse af Thomas og Thors univers (og for en god ordens skyld skal det selvfølgelig nævnes, at jeg arbejder for Crunchy Frog som udgiver albummet).
@Ramogens: Jamen, jeg er da glad for komplimenter – ogsÃ¥ fra pladeselskabets egne folk!