En fugl i hånden er bedre en ti på taget, siger en gammel talemåde. Men det spøjse musikalske projekt Dans & Lær deler slet ikke talemådens jantelovbeskedenhed og kan åbenbart ikke få fugle nok. I hvert fald følger Bjarke Søballe Andersen-Tran, Lars Meiling, Andreas Halberg, Ramsu Jusjong og Frederik Schumann på deres nye album op på de foregående udgivelsers ornitologiske, pædagogiske og musikalske udflugter med en udgivelse, der både appellerer til danseskoene, lattermusklerne og hjernen.
Flere fugle hedder pladen meget passende. Og her møder vi både spurve (Gråspurv og Skovspurv), Grønirisk (tidlige udsendt på single og omtalt her), Landsvale, Nattergal, Musvit, Stær, Gulbug, Blåmejse og Rødhals. Og så er der en enkelt sang om den svenske naturforsker Carl von Linné, hvis klassificeringssystem for planter, dyr og mineraler er verdensberømt.
På tekstsiden får Dans & Lær hjælp af fagfolkene Ole Geertz-Hansen og Poul Bondesen. Førstnævnte bidreager med ‘speak’ og fugleoptagelser, Poul Bondesen med tekstbidrag. Og så leverer Dans & Lær underlægningsmusikken, der i sit elektroniske både trækker på traditionen fra Kraftwerk og mere poppet elektronica som fx i Hotbutters gamle hit “Popcorn Song“.
Hvor alvorligt fugleprojektet skal tages er svært at sige. Og det er vel egentlig det fascinerende ved dette dybt originale projekt. Det er dansant pop med pip. Og selv om man godt kan komme i tvivl om, hvor langt projektidéen holder – altså hvor mange plader, den kan bære – så er “Flere fugle” med sine meget danseglade. elektroniske grooves og stærkt kontaminerende rytmer et muntert, smilebåndsbevægende indslag i en popmusik, der ofte tager sig selv alt for alvoligt. Det er sådan en plade, der er med til at skabe en glad dag.
Dans & Lær hedder bandet, og der er både noget at lære og noget at danse til på “Flere fugle”. Jeg tror dog de fleste især vil gribe til danseskoene og glemme fuglekiggerten imedens. Hermed anbefalet.
Pladen udkom for en uges tid siden og kan købes via bandets hjemmeside.