I halvfjerdserne – ja endda sidst i tresserne – begyndte man at tale om “progressiv” beat. Især i Storbritannien dukkede der bands op, der havde kunstneriske aspirationer, der rakte længere end til succes på hitlisterne. Nogle mente, at det var et udslag af, at halvstuderede røvere var ved at få overtaget i beaten, der jo ellers havde været arbejderklassens og den lavere middelklasses legeplads. Og noget var der nok om snakken, for mange af de progressive bands medlemmer studerede på universitetet eller i hvert fald på kunsthøjskoler, de såkaldte art colleges.

De progressive bands – fx Soft Machine og hele slænget fra den såkaldte Canterbury Scene, Pink Floyd, de unge Genesis, King Crimson, Yes osv. – lavede musik, der med The Oxford Companion to Music’s formulering “…udforskede udvidede musikalske strukturer, som involverede indviklede instrumentale mønstre og teksturer og ofte esoteriske emner“. For nu at blive i det studentikose…

Jeg kom til at tænke på den progressive beat eller rock, som vi vil sige i dag, da jeg lyttede til det engelske band Shoes and Socks off og deres nye plade Miles Of Mad Water, der officielt udkommer d. 14. maj. Shoes and Socks off er centreret omkring Tobias Hayes, der har en fortid i Meet Me in St. Louis. Og albummet er det femte, der bærer Hayes’ navn.

Miles of Mad Water er et barn af den progressive rock. Selv om de teknologiske forudsætninger er nogle andre i 2012. Sangene på pladen blev til som akustiske sange, men efterfølgende har Hayes brudt dem op – ja, man fristes til at sige dekonstrueret dem – i studiet og bygget dem op igen med hjælp af computerteknologi, sampling osv. Man kan stadigvæk høre de basale, enkle melodier, der gemmer sig bag lagene af fascinerende, eksperimentale lydstrukturer. Som moderne forbilleder nævnes Radiohead og Autolux, der jo også kan siges at have rødder i tressernes eksperimentale opbrud i beaten.

Miles Of Mad Water er et stykke prog rock, der har samme fascinationskraft som mange af den progressive beats album. Her er mindelser om Jimi Hendrix i det syrede hjørne, den psykedeliske musik, Beatles i deres mest eksperimentelle hjørne (No. 9…), Canterbury-lyden osv. Det er avant garde- og art-rock, der henvender sig til lyttere, der elsker musik, der overskrider poppens og rockens elementære skemaer. Hermed anbefalet.