Forståeligt nok er medlemmerne af tuaregbandet Tinariwen lidt trætte af at høre om deres fortid som tuaregkrigere. Et årti er gået, siden gruppen slog igennem med The Radio Tisdas Sessions, og siden har de markeret sig som nogle af de fremmeste eksponenter for den verdensmusik, der blander traditionelle afrikanske musikformer med vestlige. Riflerne er for længst stillet i ørkensandet, og i stedet er det guitarerne, der får lov at tale.

I går aftes besøgte Tinariwen det århusianske spillested Voxhall, og allerede inde i det andet nummer stod det klart for denne publikummer, at aftenen kunne gå hen og blive en af året helt store koncertoplevelser. En oplevelse for både krop og sind. Og fornemmelsen skulle vise sig at holde stik.

Fem minutter over otte gik de fem musikere på scenen over for en fyldt sal af medlevende, ja, entusiastiske koncerttilskuere og demonstrerede i cirka halvanden time, hvorfor Tinariwen med rette er blevet et skamrost koncertnavn og en ledestjerne for alle med appetit på musik fra de afrikanske kontinent.

Koncerten gav et fornemt indtryk af spændvidden i Tinariwens musik – lige fra sange, hvor det lokale, traditionelle udtryk dominerede over numre, hvor indflydelsen fra rap og blues-baseret rock dominerede. I de bedste af numrene er legeringen af den musikalske inspirations forskellige kilder af en sådan karakter, at kategoriseringens meningsfuldhed ophæves. Det er verdensmusik, slet og ret. Det er medrivende, velspillet musik.

Og hvis det ikke havde været klar for mig før koncerten, så blevet det under denne koncert: Tinariwens musik er i den grad dansant. Det var umuligt at stå stille til de medrivende rytmer, og flere af publikummerne forsøgte da også at danse, selv om pladsen ikke ligefrem tillod den fulde udfoldelse. Ikke mindst i kraft af den virtuose slagstøjspiller Said Ag Ayad, der havde en fremtrædende rolle med sine eksotiske trommer – især en halvkugleformet tromme med en meget dyb, baslyd – gik de seje, svingende rytmer lige i kroppen som et ekstra pulsslag. Det dansante blev også understreget af to dansende medlemmer af bandet, en yndefulde sanger- og danserinde og en af guitaristerne, Abdallah Ag Alhousseyni, som foretrak at kaste sig ud i dans – og blev tituleret Le danseur du dessert – Ørkenens danser. Jeg fik ikke fat i alle navnene på de fem medvirkende, men så vidt jeg kunne se, var grundlæggeren Ibrahim Ag Alhabib ikke til stede. Det blev vist også nævnt at slagtøjspilleren. Det gjorde dog ikke den store forskel, for Tinariwens musik er i den grad et kollektivt udtryk.

Med deres solbrændte verdensblues trak de musikalske nomader i Tinariwen en klappende, dansende, hujende publikum ind i musikkens kraftcentrum og måtte overbevise enhver skeptiker om, at musikken er et sprog, der ikke kender eller anerkender nogen grænser – og et sprog, vi alle kan forstå, hvis bare vi åbner op for det. I går aftes lykkedes det for ensemblet Tinariwen at åbne porten til musikken for mange i publikum, tror jeg, men en både beskeden, engageret og levende optræden. Til alle jer, der ikke var der, vil jeg bare sige: Kend jeres besøgelsestid næste gang. For det er en ekstraordinær musikalsk oplevelse at være i rum med Tinariwens musiksoldater.

En version af denne omtale kan man også læse i Geiger.