På Facebook gør Torben opmærksom på, at sangerinden, skuespillerinden, produceren, ja, multitalentet Barbara Streisand i dag fylder 70. Sidst jeg var i nærkontakt med Streisand – sådan mediemæssigt forstås – var, da jeg sammen med familien muntrede os med filmkomedierne “Meet the Fockers” (2004) og “Little Fockers” (2010), hvor hun ruller sit komiske talent ud som Roz Focker, der er gift med Bernie (Dustin Hoffman) og moder til hovedpersonen Gaylord “Greg” Focker (Ben Stiller). Og med sin halvfjerdser-flipper-friggjorte figur som sexterapeut overhaler hun Ben Stiller indenom med hensyn til lårklaskende komik. I det hele taget er det en lang række komiske roller, som jeg især husker hende for fra det hvide lærred. Fx rollen som Doris i “The Owl and the Pussycat” (1970) og som Judy i “What’s up, Doc?”, hvor hun spillede bukserne af Ryan O’Neal (og som jeg så hele tre gange det år, den havde premiere…).

Selv om jeg aldrig er blevet decideret fan af sangerinden Barbara Streisand, så har hun gjort indtryk som en stærk fortolker, der altid har forstået at gøre en dyd ud af fortolkerens nødvendighed: At finde gode sange, der var værd at fortolke. Fx da hun med sikker hånd og god rådgivning indgik et samarbejde med Barry Gibb fra The Bee Gees og indspillede ti af hans sange – og høstede sin del af Bee Gees-diskoboblens guld med albummet Guilty (1980).

Streisand kan på mange måder godt ligne Linda Ronstadt som fortolker med hensyn til sikkert repertoirevalg, valg af de bedste af de bedste backingmusikere og så en stemme, der skiller sig ud. Forskellen er måske, at Streisand har orienteret sig mere mod traditionen med Frank Sinatra og Las Vegas, hvor Ronstadt kommer fra rocken og countryrocken – selv om modstillingen ikke holder helt. For begge har de krydset grænselinjen.

Much More – fra Streisands første album The Barbara Streisand Album fra 1963.