Det er næppe nogen tilfældighed, at Julie Michelsen med coverlayoutet til sin nye plade fremkalder associationer til en svunden tid, hvor kvindernes plads endnu var i hjemmet, og hvor huslige sysler som kagebagning og håndarbejde var kvindelige ‘værdier’, der ikke stod til diskussion. På coverfotoet bærer Julie et fad med de nu om stunder så populære cupcakes frem mod lytteren, iført røde læber, røde negle, røde øreringe og en ærmeløs, småprikket kjole, altsammen noget, der sender i hvert fald denne lytter tilbage til de tidlige tressere og halvtredserne.

Gamle feminister vil muligvis få cupcaken galt i halsen ved således at blive erindret om en tid, hvor bh’en endnu ikke var smidt på bålet og skiftet ud med unisextøj og lilla bleer som hovedbeklædning – og det endnu var legitimt at dyrke traditionelle, kvindelige dyder og hjemlige sysler.

Men der er ikke noget bagstræberisk over Julie Michelsens plade. Jovist, den er nok gammeldags i den forstand, at den bekender sig til en glad popmusik, der havde kronede dage dengang. Popmusik med enkle, iørefaldende melodier og tekster, der kredsede om den uopslidelige tematik: parforhold, kærlighed, ensomhed osv. Men også en popmusik, der i arrangement og tonesprog er helt moderne.

Pladen er Julie Michelsens første dansksprogede langspiller i eget navn. Men den musikkonservatorieuddannede Julie er langt fra noget ubeskrevet blad. Som sine søskende Mads (kendt fra Gnags) og Anne-Dorte har Julie gået på den århusianske talentudklægningsskole århus Friskole og har siden beskæftiget sig med musikken. Hun var med i bandet Sugarchock og powerpopgruppen Love Julie, hvor hun skrev tekster og sang for. På engelsk. Men mest kendt er hun nok for sin deltagelse i successen Venter på Far, hvor hun optrådte sammen med storesøster Anne Dorte. I 2006 kom så Julies første album i eget navn, ”The Saddest Songs In The World”, der som titlen antyder dyrkede melankolien og tristessen i tekst og musik.

På den nye plade har Julie ikke helt givet slip på det melankolske – hvilket også er svært i kærlighedssager – men først og fremmest er der tale om 11 lette popsange. Den indledende sang “Kom nu” har med sin uforskammet smittende omkvæd et oplagt hitpotentiale, der burde sikre den fast plads på musikradioernes playliste. Ikke alle sangene er så let tilgængelige som “Kom nu”, selv om en sang som “Hjemme nu” er tæt på, men de øvrige sange vinder derimod ved at blive genhørt. Fælles for dem er, at de besidder en forførende charme, der let gør en afhængig.

Teksterne, som Julie selv står for, der mundrette og tæt på hverdagssproget, fx når Julie synger: “Skide lige meget hvad de andre sir'”. Den var nok ikke gået i de tidlige tressere med bandeord, men det afslører også, at godt nok er der tale om poptekster, der bogstavligt talt kan rime på både “hjerte” og “smerte”, men det er også tekster i traditionen efter Anne Linnet og Shit & Chanel, hvor hverdagspoesien kan knækkes og brækkes, så den følger musikken ubesværet. “Alle dage frem og tilbage/Ingen slipper uden en klagesang”…

Ikke overraskende synger den sanguddannede Julie godt og rent med en stemme, der er fuld af feminin ynde og både behersker den stille fortrolighed og den popmusikalske gennemslagskraft. Julie spiller selv på guitar på nogle af sangene og akkompagneres af en professionelt hold bestående af Johanes Nørrelykke (sang, guitar), Bastial Sjelberg (bas), Anders Holm (trommer og slagtøj), Robert Karlsson (bratch) og Jeppe Saugmann, Jonas Berg og Palle Hjort (trædeorgel og andre tangenter). Og de leverer popmusikalsk bagværk, der godt nok har popmusikkens enkelhed, men også er pyntet med alskens musikalske frostings og dekorative påfund, der appellerer til voksne lyttere, der ikke vil nøjes med syng-med-pop. Alt i alt har Julie serveret en bakke med popmusikalske cupcakes, der giver appetit på mere bagværk fra hendes ferme hånd. Velbekomme!

Lyt til Julie på hendes hjemmeside.

NB! Pladen udkommer i dag på Julie Michelsens eget plademærke More Love Records i samarbejde med Target Records.