[pressefoto, taget af Tobias Fonsmark, der også har stillet det til rådighed for capac – tak!]

“Gymnasierock” kaldte de blaserte musikanmeldere den succesfulde danske poprock i firserne. Etiketten var møntet på bands som Tøsedrengene, Ray Dee Ohh, Rocazino, One Two og Halberg Larsen, der hver på deres måde leverede yderst professionel og velspillet hverdagspop til det unge og det ungdommelige pladekøbende publikum. Popmusik, der kun ville være pop, dvs. levere banale tekster, man kunne synge med på, og som i deres blanke banalitet var nemme at relatere sig til. Sådan som det altid har været med den elementære pop.

Jeg kom til at tænke på ‘gymnasierocken’, da jeg første gang satte Tobias Triers nye album Elektrisk Regn på afspilleren. For der er ingen tvivl om, at den snart fyrreårige danske sangskriver, sanger og musiker går i den danske poprocks fodspor – iført jakkesæt, gummisko og el-guitar. Elektrisk Regn er pop for voksne . Ligefrem, iørefaldende, uhyre velspillet, poprock – men med kant.

Poptekster er brugstekster. Deres betydning står og falder med deres fungeren i musikken. Og deres banalitet bliver kun spiselig, hvis de fungerer musikalsk – og måske endda overskrider deres banalitet sprogligt set. Det er tilfældet med Triers tekster, der er aftrykt i det fine lille hæfte, der følger med. Tematisk kredser sangene om poppens velkendte emner, ikke mindst forholdet til det andet køn. Og sangene er banale, som elementære popsange er, men der sniger sig en særlig hverdagspoesi ind i sangene, når Trier, der efterhånden er en garvet sangskriver, masserer metaforer og laver små glidninger i sproget. Fx i titelsangen, hvor der opstår poetiske gnister i brugen af et forslidt maritimt billedsprog: “Som et skib uden tanker/ der sejler sin egen sø/som en bunke af vraggods/drev jeg i land på din ø. Som en redningsplanke i mørket/kom du og bød mig op/ og dansens blide bølger/ drev jeg om bord i din krop/ gennemblødt af elektrisk regn/ gennemblødt af elektrisk regn“. De små hverdagspoetiske bagholdsangreb slår ned som små lyn fra den mørke sky, der pryder cd-omslaget og tilfører sangenes banalitet et pust af energi og liv.

Erfaringshorisonten på Elektrisk Regn er ikke ungdomsforelskernes og -festernes, men de etablerede midaldrendes. Dem med børn på slæb og måske i vente, med hus, “kuglegrill og fjerkræ-saks og stegetermometer”, som det hedder i den desperate “Hva’ nu” om parforholdets truende klaustrofobi. Og selv om sangene er trofaste over for popsangenes grundlæggende banalitet, så er der sange, der vil mere end det. Fx sangen “En plads i mit hjerte”, der rummer tre små, fine portrætter af tre mennesker, som lever i erindringen hos sangeren.

På et par af sangene har Trier fået hjælp. Det gælder “Toget står stille”, hvor Carsten Lykke, Oliver Zahle g Kenneth Thordal har en finger med, og “Alt hvad jeg har”, som Kasper Parby Vig og Per Worm har lavet sammen med Tobias Trier. Men begge sange falder fint i hak med de andre. Sangene på pladen er gennemarbejdede poprocksange, der både appellerer til det lyttende segment og dem, der helst vil synge med. Det sidste understreges af, at sangene bechiffringer også er trykt i sanghæftet.

Det korte af det lange er, at Tobias Trier og hans hold af dygtige musikere har lavet et voksent poprockalbum af den slags, man ikke kan få for mange af. Anbefales alle, der er er kommet ud over gymnasiealderen og stadigvæk er til pop.

Elektrisk Regn udkommer i dag på Target Records.

Hør nogle af sangene på Triers egen hjemmeside – lige her.