Den 33-årige stockholmske singer-songwriter Anna Alexandra Ternheim deler skæbne med mange andre svenske talenter: Hun er heller ikke noget stort navn i Danmark, selv om hun fortjener at være det. Til gengæld har hun for længst opnået stor anerkendelse og popularitet i hjemlandet. Siden solodebutten Somebody Outside i 2004 har Ternheim modtaget adskillige Grammy-nomineringer og priser. Debutten gav hende prisen som ‘bedste nye navn’. Og opfølgeren Separation Road fra 2006 løb med priserne: Bedste kvindelige artist og bedste tekstforfatter. Ternheims fjerde plade Leaving on a Mayday (2008) blev årets plade i Sverige – og indbragte hende endnu en pris som årets bedste kvindelige kunstner. I mellemtiden havde hun også fået udsendt sin første plade på det amerikanske marked: Halfway to Fivepoints (2008).
I efteråret kom Anna Ternheims seneste album, The Night Visitor. På pladen, der allerede har fået flotte anmeldelserne med på vejen, er Ternheims inklination mod det akustiske endnu mere udtalt, end den har været før. Selv om hun på sine tidligere album har bevæget sig inden for en musikalsk horisont, man med lidt god vilje kunne kalde rock eller måske endda indierock, så har det ligget i kortene, at Ternheim har haft en folkakustisk tilbøjelighed.
Det er ikke Ternheims tekster, der skiller sig ud. De bevæger sig inden for kendte temaer – kærlighed, ensomhed, utroskab, melankolia osv. Og de er skrevet og synges på engelsk. Jeg tror, Anna Ternheim ville kunne give sin sangskrivning et løft, hvis hun valgte det sprog, hun er vokset op med.
Til gengæld har hun en prægnant stemme, der både er klar som kold kildevand, stærk og emotionelt bevægende.
I følge rygterne omkring plade så blev sangene til, da Ternheim opholdt sig alene i Brooklyn med sin akustiske Gibsonguitar. Og det kan man høre, synes jeg. Der er en særlig enerumsintimitet over disse sange. Man kan også høre, at Ternheim har været i gode kollegers hænder i studiet i Nashville, hvor hun har fået hjælp af Dave Ferguson (kendt fra sit samarbejde med Johnny Cash) og bluegrassspecialisterne Tim O’Brien (violin) og Ronnie McCoury, hvis sprøde madolin strør vellyd over mange af sangene. Kenny Malone lægger en bund af swingende, diskret trommespil under sangene, og den 80-årige veteran Jack Clement sørger for at forbindelsen til traditionen ikke slippes…
På et enkelt nummer – “The Longer The Waiting” – får Ternheim hjælp til det vokale af Dave Furguson. Men ellers er det hendes egen stemme, der står centralt, selv om den støttes af fine, indlevelsesfulde backingvokaler.
Sangene kan ikke løbe fra, at de er indspillet i countrymusikkens hjerte. Det er country-folk vævet ind i fingerpicking guitarspil (Ternheim selv) og smægtende violin og harmonika. Selv om Nashvilleæstetikken sætter rammerne for pladen er den meget varieret. Her er små valse, enkle sange med få instrumenter og større arrangementer.
Den nye plade burde kunne give Anna Ternheim flere lyttere uden for hjemlandets grænser. Det er en fin samling iørefaldende sange med upåklageligt smagfulde arrangementer og en produktion, der ikke er til at sætte en finger på eller et spørsmålstegn ved. Men det er især Anna Ternheims stemme, der gør denne plade – og de foregående værd at bruge tid på.
Walking Aimlessly – Black Light Shines – The Longer The Waitin