Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
@Donald: Klassikerstatus er bÃ¥de en udmærkelse og en byrde. Hvor mange mon læser Johs. V. Jensens Kongens Fald, nÃ¥r de ikke fÃ¥r den pÃ¥duttet i skolen? Hvor mange kan lytte til Mozarts g-moll symfoni uden at tænke ‘det er en klassiker’? I øvrigt er der mange faktorer, der afgør om et værk fÃ¥r klassikerstatus. Ikke kun de oplagte kunstneriske kvaliteter, men historiske faktorer og modeluner. Og ingen top-10-liste er nogen garanti for klassikerstatus. I sidste ende er det kun tiden, der kan vise om et værk har klassikerstatus. Testen er, om man stadigvæk lytter, læser osv. Ã¥rtier efter værkets produktion. NÃ¥r Wagner stadigvæk spilles, sÃ¥ er det ikke pÃ¥ grund af hans fascistiske fascination, men pÃ¥ grund af musikkens kvaliteter. NÃ¥r Hamsun læses stadigvæk er det pÃ¥ grund af sproget – ikke hans fascistiske tilbøjeligheder. NÃ¥r Beatles vil overleve populærmusikkens stagnation, sÃ¥ er det pÃ¥ grund af deres sangskrivning osv.
For mig er klassikerstatussen kun interessant, for sÃ¥ vidt den fÃ¥r folk til at Ã¥bne øjne og øren for det, værkerne har at give af oplevelse og erkendelse. Og sÃ¥ skal vi ikke glemme, at der er værker, der aldrig fik klassikerstatus, men havde fortjent det…
For mig er det mærkelige ved “klassikerstatus” at jeg udmærket godt kan følge grunde til at man udnævner fx. Abbey Road og Mozart’s g-moll symfoni til “klassikere” eller “top X-factor” – men sÃ¥ snart de er udnævnt, har man jo lyst til, interesse i, at høre noget andet, noget, som mÃ¥ske er anderledes, mÃ¥ske “bedre” (uha – farligt udtryk for det skifter jo netop nÃ¥r ting bliver til top-et-eller-andet!)
Jeg kender ikke Talk talk og Pixies og kunne tænke mig, at “alle tiders albums”lister kan bruges til at sige, at værtinden for et show mener at dette album er lige sÃ¥ godt som “de kendte, store klassikere”.
Der er iøvrigt ikke nogen tvivl om, at fx. “Rubber Soul” og “Abbey Road” har nogle træk, der gÃ¥r igennem stykkerne, som giver et helhedspræg musikalsk. Textmæssigt ved jeg at jeg er blevet narret mange gange, men en sang som “She’s leaving home” er bare sÃ¥ nem at forstÃ¥, sÃ¥ selv jeg kunne gribe den i flugten. Den ville ikke være sÃ¥ meget uden at blive sat i relief, som man siger, af de andre skæringer, “A little help” og Lucy og “A Day in the Life” – som tilsammen er meget farligere og kritisable, fordi det *næsten* er en lovsang over stoffer. Hvis man hører “A Day” med lidt kritisk sans kan man dog godt fange forbeholdene.
En meget værre bevidstløs tendens finder man i fx. Wagner-musik, som er farlig fordi det fremmer fascist-tilbøjeligheder, undtagen når en af de værste bruges til at demonstrere netop fascisme, som Oliver Stone gjorde i en Vietnam film.