Ovre hos Pastoren (i Jens Unmacks weblog) diskuteres blandt andet ‘banale’ popsange. Vi kender alle fordommene om ‘silly lovesongs’ og lignende. Sange, der beskæftiger sig med den gråmelerede hverdag, vi alle lever i, med dens ups and downs, drømme, romantiske tilløb, skuffelse, knubs, glæder og lykkestunder. Det er også uden tvivl den musik, der har det største publikum. God pop sælger. Det ved vi.
Og det er en stor kunst at kunne skrive en poptekst, der kan forlove sig med en fermt skåret popmelodi og et gå i seng med et godt arrangement. Når det sker og man spontant tænker, “Sådan er det!”, medens popsangen sætter sig fast et sted inde bag korttidshukommelsen – ja, så er kunstværket en realitet.
Sådan har jeg det lidt med Gilbert O’Sullivan. Fx sangen “Clair“, der hittede stort for knap 40 år siden. “Clair”, der var med på Sullivans andet album fra 1972, Back to Front, kunne jeg slet ikke forlige mig med dengang. Det sad fast som en burre på trommehinden, men jeg skiltede ikke med, at jeg faktisk var solgt til stanglakrids. Det var ikke rigtig politisk korrekt at kunne lide den slags. Det svarede til at indrømme, at man både var til ABBA og David Bowie.
Men “Clair” er et eksempel på O’Sullivans evne til at skrive banaliteter, der balancerer hårfint mellem popklichémærket sentimentalitet og beskrivelsen af det, der – netop med en kliché – siges ikke at kunne beskrives, det sagte i det usagte. At sangen ved et nærmere eftersyn slet ikke er så banale endda er en anden sag…
Clair
The moment I met you, I swear.
I felt as if something, somewhere,
Had happened to me, which I couldn’t see.
And then, the moment I met you, again.
I knew in my heart that we were friends.
It had to be so, it couldn’t be no.
But try as hard as I might do, I don’t know why.
You get to me in a way I can’t describe.
Words mean so little when you look up and smile.
I don’t care what people say, to me you’re more than a child.
Oh Clair. Clair …
Clair
If ever a moment so rare
Was captured for all to compare.
That moment is you in all that you do.
But why in spite of our age difference do I cry.
Each time I leave you I feel I could die.
Nothing means more to me than hearing you say,
“I’m going to marry you. Will you marry me? Oh hurray!”
Oh Clair Clair …
Clair
I’ve told you before “Don’t you dare!”
“Get back into bed.”
“Can’t you see that it’s late.”
“No you can’t have a drink.”
“Oh allright then, but wait just a minute.”
While I, in an effort to babysit, catch up on my breath,
What there is left of it.
You can be murder at this hour of the day.
But in the morning the sun will see my lifetime away.
Oh Clair Clair …
Oh Clair
Heldigvis genopdagede jeg Gilbert O’Sullivan sidste år, og i mellemtiden er flere af hans album blevet genudgivet i såkaldte ‘Collector’s Editions’.
@Boris Larsen: Ja, man får et særligt forhold til den musik, man får ind med modermælken, Giro 413, Efter Skoletid eller, hvad musikkanalen hedder. Og de gode popsange er langtidsholdbare.
Min mor købte netop “Back To Front” da jeg var en lille dreng med hÃ¥r pÃ¥ hovedet, og jeg har været vild med det siden. En lille perle af en god pop-plade som jeg siden selv har anskaffet mig og hører med glæde jævnligt. Men ens musikalske opvækst med forskellige lyde pÃ¥ tapetet gør nok ogsÃ¥, at man føler denne samhørighed med musik som har sneget sig ind – nærmest med modermælken.
Mvh Boris