Lidt forenklet sagt var det The Sugarcubes og Björk, der satte Island på det internationale musikalske landkort sidst i firserne og starten af halvfemserne. Selv om Island havde haft deres egen populærmusikalske historie i årene efter anden verdenskrig – parallelt med de andre vestlige lande. Siden er der kommet andre, der har taget over, selv om Björk stadigvæk er Islands rocks ukronede trold. I arvefølgen finder vi uden tvivl Sigur Rós i fremmeste led.
Siden starten i 1994 har Sigur Rós med den markante Jonsi i forgrunden gennem koncerter og en lille snes album (alt inklusive) skabt sig et renommé som noget helt særligt inden for indiemusikken og rockmusikken i det hele taget.
Medens vi venter på den nye plade, Valtari, der er lige på trapperne, har jeg haft tid til at lytte til det seneste udspil fra gruppen, det generøse koncertalbum Inni, som består af hele to CD’er og en koncert-dvd.
Undervejs i lytningen til numrene på albummet har jeg ikke kunnet løsrive mig fra den tanke, at der er en intim forbindelse mellem musikken og så det nordatlantiske ørige, som Island er, med dets både voldsomme og smukke natur. Vulkanerne, gejserne, havet, isen – og så nordlyset, den høje himmel, det grønne, solen. Et kontrastfyldt klimatisk og geologisk grænseområde.
Hvor langt den slags analogier holder, skal jeg ikke her fordybe mig i, men i hvert fald er der store konstraster i Sigur Rós’ musik. Kontraster, der fremkalder en særlig, betagende skønhed bestående af både frenetisk støj og sart, delikat skønsang og musiceren.
Inni er en slags opsamlings- eller største hits-plade, som man ikke havde forventet at modtage fra dette unikke band. Numrene er taget fra de foregående plader og indspillet ved to koncerter i London’s Alexandra Palace i november 2008. Også musik-dvd’en stammer fra samme koncerter. Fokus er på musikken. Publikums reaktioner og deltagelse er reduceret til en minimum, fx ser man vist slet ikke publikum på dvd’en. Og det er helt i Sigur Rós’ ånd, hvor musikken er opslugende.
Hos nogle anmeldere af pladen, som kom for en del måneder siden (med først dukkede op på mit skrivebord for kort tid siden), mærker man en skepsis eller et forbehold over for pladen. Det antydes, at den er et kompromis med pladeselskabet, et affalds- eller overskudsprodukt, der markerer starten på forgrundsfiguren Jonsis solokarriere – og endelig, at en live-plade er en dårlig erstatning for såvel et studiealbum og en ‘rigtig’ koncert…
Men med disse mediale filtre for øjne og ører berøver man sig selv for en særlig oplevelse af et band, der har ry for at være noget helt særligt på en scene. Måske er live-pladen som fænomen dalet lidt i anerkendelse i disse år, og det er paradoksalt, eftersom de teknologiske muligheder for at indfange koncerternes særlige aura aldrig har været bedre, men Inni er et overbevisende argument for at tage live-pladen alvorligt. Live-plader kan noget, som et studiealbum ikke kan, nemlig videreformidle noget af den udefinerbare stemning, der opstår, når kunstnerne møder deres publikum, lige som de kan give et indtryk af det særlige samspil, den særlige dynamik, der hersker mellem musikerne i koncertsituationen. Også selv om de eventuelt er blevet finpudset i studiet, hvilket ikke er sket i radikal forstand på Inni.
For at vende tilbage til yderpunkterne i Sigur Rós’ musik, så skabes den af støjen fra rocken og dens elektriske instrumenter, og det vil ikke mindst sige Jonsis frenetiske håndtering af sin elskede bow guitar (guitar, der spilles med bue), og på den anden side samme Jonsis skrøbelige, fine, nærmest androgyne, falsetagtige sang, nogle forførende, skønne, æteriske melodier og øjeblikke af enkel, nærmest akustisk enkelhed. De enkelte sange er nærmest små værker (og da som oftest af en for populærmusikken atypisk længde – det længste over 15 minutter), der er bygget nærmeste dramatisk op. Det er ikke tilfældigt, at rigtig mange af Sigur Rós’ sange er blevet brugt til film og tv. Der er noget filmisk over dem. Det filmiske understreges også af den stemningsfulde sort-hvide koncertfilm, der et sted mellem dokumentar og musikvideo indfanger bandet i levende live på scenen.
Inni varer sammenlagt over tre timer. Det er en ordentlig mundfuld, og man fristes til – og vil nok oftest gøre det – at bryde den op i bidder. Men også værd at bruge tid på in extenso, hvis man ellers har tiden og dagen er til det. Og nybegyndere kan passende begynde rejsen gennem Sigur Rós fascinerende univers med denne flotte, gennemarbejdede præsentation af nogle af deres allerbedste sange.
L̼ppulagi̡ РPopplagi̡ РSvefn-G-Englar (DVD-udgave) Рmere fra Inni