I går genhørte jeg et lille interview med den kendte, amerikanske intellektuelle Noam Chomsky. En kendt lingvist, der især er blevet kendt som politisk analytiker og kommentator gennem en årrække med en lang række bøger, hvori han har hudflettet især amerikansk politik ud fra en i bedste forstand ‘radical’ position.
I DR 1 Orientering fra d. 10. februar i år – genudsendt i går (og som kan hentes som podcast på DRs hjemmeside), kunne man høre den aldrende Chomsky kommentere den aktuelle politiske situation i USA og de forestående valg på en måde, der fjernede den sidste rest af Obama-optimisme (We can!?) og leverede ramsaltet desillusion til enhver, der gad lytte efter. I følge Chomsky er det amerikanske demokrati kollapset. De to store partier – Rebublikanerne og Demokraterne – er i lommerne på de store private virksomheder. Man kan kun blive valgt, hvis man har masser af penge, og dem får man fra de private virksomheder. Til gengæld deponerer man politiken i deres interessessfære. Af samme grund er den massive arbejdsløshed i dagens USA slet ikke et privilegeret tema i den aktuelle valgkamp, selv om det burde være det. Og med henvisning til adskillige undersøgelser mente Chomsky at kunne slå fast, at majoriteten af amerikanerne for længst har mistet deres grundfæstede tro på, at det politiske system nogensinde ville kunne indfri deres forventninger til en bedre verden.
Efter Chomskys mening var der slet ikke noget demokratisk valg længere, med mindre man opfattede valget mellem to republikanske partier – en hårdere og et blødere – som et reelt valg. Det eneste, der pegede på muligheden for forandring, var Occupy-bevægelserne ude i gaderne. Chomsky var endda overrasket over, at disse bevægelser overhovedet var opstået, selv om de var et produkt af det liberalistiske samfunds fremfærd.
Chomskys skarpe, desillusionerede analyse fik mig til at tænke på, om det var ret meget anderledes i Danmark? For er sagen ikke, at vi ser et lignende billede herhjemme? I stedet for en borgerlig regering af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har vi fået en regering, der kun i kraft af sit parlamentariske grundlag i Enhedslisten kan kalde sig lyserød, men i realiteten er gennemborgerlig i sin kerne. Jovist, der har været småforbedringer, men bottom line er, at man fører borgerlig politik. Og hvor er debatten om arbejdsløsheden? Blikket er fast rettet mod EU og den ‘ansvarlige økonomi’, dvs. nedskæringer, besparelser og såkaldte ‘reformer’, der indebærer forringelser for pensionister, efterlønsmodtagere og andre i bunden af samfundspyramiden. Vi har en regering, der med Margrethe Vestager som økonomiminister har blikket fast fokuseret et sted ude i horisonten, hvor spinkle krusninger i overfladen kan tydes som tegn på, at den begærede ‘vækst’ er på vej som en anden økonomisk reinkarnation af en messias, hvis bare vi holder ud længe nok. Tegn, der sagtens kan læses med modsat fortegn. Vi regeres af parter, der mestendels består af akademikere, der aldrig har været længe nok ude blandt såkaldt almindelige danskere til rigtig at kunne identificere sig med ufaglærte og faglærte danskere.
Selv om det er en light-udgave, vi har at gøre med herhjemme, så er vi vel dybest set i samme båd som millioner af amerikanere, hvor der ikke er noget reelt politisk alternativ i folkestyret? Er der noget, der tyder på, at de magthavende har lært noget som helst af den krise, vi endnu sidder i til halsen? Er der sket radikale ændringer af finansverdenen, som bærer den størstedel af skylden for misèren? Er der ‘sat gang i hjulene’ (et par vindmølleparker kan ikke gøre det…)? Bliver der gjort noget for de mange arbejdsløse, der gerne vil have noget at rive i? Efteruddannelse for eksempel? Og hvad siger det om vores såkaldte folkestyre, at der er så lidt fantasi, når det drejer sig om at finde nye veje ud af krisen? Har vi ikke hørt det hele før?
[PR-foto]
@Thomas Haugaard Jensen: Tak for linket!
apropos http://www.kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1127
@Thomas: ja, “vækst” er et central begreb, fordi det er intimt forbundet til “profit” og “udbytning”. Og det er svært at se, hvordan det aktuelle, degenererede folkestyre skulle kunne ændre pÃ¥ “vækst”-tænkningen. Det er længe siden, SF luftede tanker om at gøre op med “væksten” – nu løber de bare med…
For mig er liberalismen og kapitalismen to sider af samme mønt – en ideologisk og en økonomisk…
Den blinde tro på vækst som løsningen af alt, burde kun være en ideologi for kræftceller.
Jeg tror en samfunds omformende må have sit udgangspunkt i et opgør med vækst og en nytænkning af hvad velfærd er.
Men det betyder også at det vil være et opgør med magten som den ser ud i dag.
Vores folkestyre som det ser ud bærer ikke evnen til at reformer sig selv når reformen blandt andet består i mindre til alle i stedet for mere til alle.
Tager Kina, Indien, Brasilien osv grundlaget for vores vækst fra os inden vi har reformeret vores system det er det store spørgsmål.
Med “redningen” af Grækenland og Italien synes det bevist at det demokratiske fernis lyn hurtigt kan skrælles af med baggrund i et økonomisk rationale mon vores pseudo demokrati ogsÃ¥ kan skrælles af hvis det er fordi det er forudsætningen for at skabe et bedre samfund for manden pÃ¥ gulvet ?
Jeg deler ikke din oplevelse af at det er en liberalistisk sejr, bare det var, jeg oplever det som en sejr for rå kapitalisme med storstilede monopol dannelser og udslettelse af den personlige frihed til følge.
@Thomas Haugaard Jensen: ‘Hvor fanden er oprøret og trangen til at skabe et bedre samfund?!. Ja, godt spørgsmÃ¥l. Og svaret er mÃ¥ske: Jamen, det er der – derude, uden for folketingen, ude i befolkningen. I USA – uden pÃ¥ gaderne. Og det er mÃ¥ske ogsÃ¥ problemet!?
Jeg interesserer mig for spørgsmål som:
Hvorfor befinder vi os i en tidsalder, hvor den liberalistiske økonomi åbenbart har fået lov til at sejre af helvede til, selv om de bringer os ud i dybere og dybere kriser?
Hvorfor har socialdemokraterne i Vesten glemt deres eget socialistiske udgangspunkt? Og hvor skal forandringen komme fra, hvis alle de socialistiske partier (SF nu, næste gang EL…) bliver socialdemokratier?
Hvor er forestilingen om en retfærdig omfordelingen af verdens rigdom (for den er der jo!), mere demokrati (også i banker og virksomheder!), hvor er opgøret med ejendomsretten til produktionsmidlerne (herunder vores fælles naturgrundlag)?
Og hvor er de demokratiske opgør med de størknede borgerlige ‘demokratier’, hvor det demokratiske islæt efterhÃ¥nden er reduceret til ritualer, der helst ikke mÃ¥ forstyrre den ‘daglige ledelse’ og de ‘økonomiske hensyn’, ‘statens sikkerhed’ osv.?
Er det overhovedet muligt at forestille sig gennemgribende, samfundsomformende reformer inden for rammerne at det eksisterende folkestyre? Jeg er begyndt at tvivle…
Jeg synes det er en god beskrivelse af hvorledes politikerne er gået fra politikere til sagsbehandlere.
Systemet og tænkningen der ligger til grund bliver taget for givet og man har ikke fantasi til at lavet noget grundlæggende om man har kun fantasi til at justere på det bestående og derved sætter man jo alting i stå.
Det mest rabiate parti herhjemme siger 40 % flad skat og en reduktion af den offentlige sektor og så vil de ellers kæmpe for afskaffelsen af flagreglerne og på den anden fløj render de rundt og leder efter nogen det er synd for som de så kan give flere penge.
Samfundet blev nytænkt af socialdemokraterne i 40erne og 50erne.
I slutningen af tresserne og 70erne havde vi en lang række grupperinger som satte spørgsmÃ¥lstegn ved alt, som turde at tænke “ud af boksen” med en lang række ændringer af samfundet til følge, forandringer som ikke var resultat af partipolitiske forhandlinger.
Men hvad er der sket siden da ? Hvem er det der skal komme med morgendagens ideer?
Jeg synes det er ekstremt sørgeligt at se en regering med så mange unge mennesker som ministre når de alle agerer og taler som om de er fyldt 60
Hvor fanden er oprøret og trangen til at skabe et bedre samfund?
@Thomas Haugaard Jensen: Ja, der er en plet pÃ¥ perspektivet…
Spot on