For et par dage siden omtalte jeg for første gang Minnesota-bandet Dark Dark Dark, og i går aftes havde jeg så mulighed for at opleve dem live ved en lille koncert på det fine, lille spillested Atlas i Aarhus midtby (Atlas er en lillebroder til Voxhall).

Som det fremgik af min omtale af deres seneste plade, så er det et band, der er svær at fastholde musikalsk set. Og det indtryk blev bekræftet ved koncerten. Som på de omtalte plader, så er det sangerinden Nona Maries Invies, der er den centrale figur. Ja, man faktisk var hun i kapelmesterens rolle. Og med sin ikke særlig store, men særprægede stemme, og sit nærmest minimalistisk spil på pianoet førte hun publikum gennem en række sange i den time, koncerten varede.

Hvad der blev tydeligt under bandets optræden var, at deres musik først og fremmest er interessant ved sine stemninger og lydbilleder. Det fem mand store band trakterer en lang række instrumenter. Ud over guitar, trommer, bas og klaver blev der brugt elektrisk banjo, harmonika, trompet og en del slagtøj fra småtingsafdelingen. Og hele arsenalet af instrumenter blev brugt til at kreere stemninger og sære lydmalerier. Det blev blandt andet illustreret af bandets langhårede og -skæggede trommeslager, der kun undtagelsesvis faldt ind i en fast rytme, men ellers legede med forskellige lydmønstre og effekter (fx ved at gnide trommestikken hen over rillerne på et bækken…).

Undervejs dukkede begrebet ‘shoegazer’ op i mit hoved. Ikke, fordi musikken minder om de bands, man almindeligvis forbinder med den term, men fordi Dark Dark Dark er et meget indadvendt, nærmest eksklusivt band. Selv om forsangerinden på et tidspunkt greb mikrofonen, forlod klaverskamlen og vendte sig mod publikum, så fik jeg alligevel en fornemmelse af, at det mest var for et syns skyld.

Med sit fravær af regulære melodier – af den slags man kan huske – er der tale om en musikform, der lever højt på, at publikum går med ind i bandets legende, eksperimenterende sangunivers. Det var mit indtryk, at de fremmødte gjorde det, men også, at de gerne havde set bandet i en mere udadvendt rolle. Det afsløredes i et af numrene, hvor Dark Dark Dark spillede noget, der ligner almindelig rock. Her lød klapsalverne lidt mere entusiatiske.

Efter en time var koncerten slut. Ingen ekstranumre. Og det siger en del om den reservation, gruppen udstråler. Der er ingen tvivl om, at Dark Dark Dark er en særlig fugl i populærmusikkens voliere. Et band, der uden tvivl vil få en lille skare af kultfans, der vil dyrke deres særlige musikform. Hvis bandet ønsker at komme ud over disse begrænsninger – hvilket er tvivlsomt – så kommer de ikke uden om at finde en mere udadvendt form – både i fremtræden og musikalsk udtryk… Men en interessant oplevelse var det bestemt.

Med som opvarmning havde Dark Dark Dark det ny, debuterende sjællandske band SCHULTZ&FOREVER, der er centreret om den unge singer-songwriter Jonathan Schultz. Man kunne godt mærke på bandet – og ikke mindst forgrundsfiguren Jonathan – at de var uvant med at stå over for et publikum. Lige som man fornemmede, at det var en band på vej. De har endnu ikke fundet deres personlige udtryk eller stil. I de bedste, mest velfungerende numre, kunne man høre, at der er et potentiale for iørefaldende indiepopsange, medens andre numre var mere konturløse og eksperimenterende. Ikke tilfældigt hed en af sangene “Skitse 1”. Bandet optræder også på Spot-festivalen til maj.