På dette tidspunkt i april for fyrre år siden udkom Creedence Clearwater Revivals sidste album Mardi Gras. Kort tid efter udgivelsen af pladen gik bandets medlemmer hver til sit.

Tom Fogerty – storebroder til bandleder John Fogerty – havde allerede taget sit gode tøj og var gået. årsagen var angiveligt, at John Fogertys voksende dominans (for nu at sige det pænt) i gruppen, var blevet en belastning for Tom og de andre.

Paradoksalt nok er Mardi Gras på mange måder udtryk for kollektivet og afspejler ikke John Fogertys kreative førerstilling. På pladen deler Fogerty æren – som forsanger og sangskriver – med Stu Cook og Doug Clifford. Og måske er det også forklaringen på, at pladen – selv om det solgte pænt og indkasserede en guldplade – ikke kunne leve op til de foregående seks albums succes.

Det var også John Fogertys sange, der blev taget fra som singleudspil – og resulterede i det sidste hit med “Sweet Hitch-Hiker” ( en 6. plads på Billboards popliste). Det var uden tvivl John Fogerty, der havde stemmen i det band – og sangskriverevnerne. Det er Fogertys sange – især “Sweet Hitch-Hiker” og “Someday Never Comes – man husker fra det album. Og så bandets sprælske version af “Hello Mary Lou” (Gene Pitney, Cayet Mangiaracina).

Kritikeresset Robert Christgau – som jeg har for vane at citere på grund af hans fyndige udmeldinger – fælder dommen over pladen: “only inspired Fogerty vocals might save C&C’s competent-plus to competent-minus filler from a lifetime in Lodi.“. Og giver pladen karakteren B. De foregående fik A. Og så bemærker Christgau noget andet – og helt rigtigt. Cooks og Cliffords fremtrædende rolle i flere af sangene gør den til en countrypræget plade (og i mine ører en ret ordinær sådan). Pladen gav også et fingerpeg om, hvad der var i vente. En solokarriere for John Fogerty og en mere anonym rolle for de resterende medlemmer i musiklivet.

Sweet Hitch-Hiker