I dag skriver vi den 9. april, og det er 72 år siden, soldater fra det nazistiske Tyskland besatte landet. For os, der blev født i tiåret efter besættelsen, vil datoen ruske op i gammel lærdom fra skolen og i personligt oplevede anekdoter, som forældre og andre ældre familiemedlemmer videregav. Men i årene frem er det gået tilbage med historieformidlingen i det danske skolesystem. Og man behøver ikke – som undertegnede – at have opholdt sig i dette system for at indse, at det generelt set står sløjt til med den historiske viden.

Det er en gammel, men ikke desto mindre holdbar, indsigt, at man bedst forstår sin egen tid og det, vi kalder ‘samfundsudviklingen’, hvis man har en forståelse af, hvad man kommer af og fra. Den historiske viden giver en nogle koordinater til læsning af det kort, man bruger for at orientere sig i verden. Derfor kan man godt blive lidt bekymret for de generationer, der ikke har fået koordinaterne på plads. Fx vil jeg hævde, at det er umuligt at forstå det europæiske projekt – EU – uden at se det i sammenhæng med 1. og 2. Verdenskrig og hele den konfliktfyldte historie, der førte frem til krigene. Har man ikke dette perspektiv med, kommer EU blot til at handle om handel og økonomi. Det,vi hører om hver dag i tv-nyhederne og andetsteds i medielandskabet.

Det er også fraværet af en generel historisk viden, der indebærer en trussel mod demokratiet. I dag ser vi jævnligt politikere fra især højrefløjen – fx Søren Espersen fra DF, der vil lukke munden på Günter Grass eller i forbindelse med Muhammed-tegningesagen – give udtryk for decideret udemokratiske holdninger. Sådanne holdninger ville have haft meget sværere ved at komme frem i medierne dengang uddannelserne havde en tydeligere historisk dannelsesdimension. Det skal ikke forstås sådan, at de ikke var der, de udemokratiske holdninger, men sandsynligheden for, at en journalist ville have konfronteret vedkommende med ubehagelige spørgsmål om det demokratiske sindelag var større.

Kald det bare kulturpessimisme eller –skepticisme, men når jeg i dagens avis kan læse, at man i ramme alvor mener, at den historiske forståelse af 2. Verdenskrig kan formidles via Twitter og Facebook, så tager jeg mig til hovedet. Selv om jeg er gammel medielærer og ihærdig bruger af de sociale medier – og bestemt ikke undervurderer deres betydning. Men til de sociale mediers betydning hører ikke, at de – som bøger og veltilrettelagt undervisning – kan formidle seriøs, struktureret, vidensbaseret formidling af historie. De kan muligvis fungere som et supplement, men ikke træde i stedet for en regulær, kontinuerlig historieformidling.

Desværre er der en tendens i uddannelsessystemet til, at de nye medier får rollen som surrogat for den undervisning og de bøger, der ikke i øvrigt er råd til at give ungdommen. Der er en manglende forståelse for, at internettets og de nye mediers enorme informationsmængder først for alvor bliver relevante, når man er udstyret med en portion (ud)dannelse, der gør det muligt at orientere sig på informationshavet.