Det var guitaristen (Bo Kaspers Orkester m.m.) og producenten (bl.a. for Ulf Lundell) Lars Halapi, der i 1995 opdagede den svensker singer-songwriter Tomas Anderssson Wij. TAW, som han kaldes af sine trofaste fans, havde lavet et demobånd, og en overbevist Halapi producerede Wijs to første album, Ebeneser (1998) og gennembrudsalbummet Ett slag för dig (2000).

Inden sin første pladeindspilning havde Wij først og fremmest gjort sig bemærket som journalist ved bl.a. Svenska Dagbladet, tidsskriftet Pop, gratisavisen Nöjesguiden, ZTV og Sveriges Radio. Og baggrunden som forfatter og journalist mærker man i sangskrivningen.

Siden debuten i 1997/98 har TAW stille og roligt opbygget en trofast og hengiven fanskare med en snes album (plus det løse) og nogle koncerter, der for det meste har kastet begejstrede anmeldelser af sig. Senest har man kunnet opleve Wij på det københavnske spillested Dexter, hvor han gav koncert d. 3. april – og den koncert står der allerede gny om i musikinteresserede kredse…

Fornylig udkom den 40-årige stockholmers tiende album med den måske lidt gammeldags, men ikke desto mindre varmende, titel Romantiken. Et album, der på alle måder bekræfter det indtryk, man kunne få fra Wijs foregående plader.

På mange måder bekræfter Wij, hvad man kunne kalde sindbilledet af en moderne ‘singer-songwriter’. Solisten, der skriver ofte melankolske og romantiske sange, og selv fremfører dem akkompagneret af sin akustiske guitar eller måske klaver. Og sådan er det også grundlæggende, selv om grundelementerne indlejres i smagfulde, forførende smukke arrangementer.

Sangene er indiskutabelt pop. Voksen pop, der trækker på såvel den amerikanske singer-songwriter-tradition fra efterkrigstiden, hen over halvfjerdserne og frem – og ikke mindst på broderfolkets egen tradition for kvalitetspop. Vi befinder os et sted mellem Carole King og ABBA, hvis vi nu skal gribe til et forenklende billede. Fruen i huset mente også – og jeg vil give hende ret – at Wij kunne minde en hel del om store italienske singer-songwriters. Franco Simone, Fabrizio de Andre, Lucio Dalla…

Ikke alene tilhører Wijs sange den kategori af popsange, der smyger sig om hjertet, griber om følelsernes rødder og glider behageligt ind i øret. Også stemmen er behagelig og uden modhager.

Men lige under den æstetiske popvellyd finder man et tekstunivers, hvor de emotionelle ambivalenser får lov til at folde sig ud, skabe dynamik og dramatik – og slå gnister. Godt nok er der romantiske følelser og længsler i teksterne, men vi er langt fra forloren og sentimental damebladsromantik. Som hos de rigtige, tyske romantikere, der navngav den europæiske strømning, lurer glemslen, tabet, forfaldet, vemodet, døden som en skygge mellem sangteksternes linjer, som en sprække i idyllen. Som det hedder i titelsangen: “Livet växer och tar över oss/ Tids nog glemmer vi det där/ som var liv och som var/ död för oss, drömmarna/ och varför just vi två möttes här“. En sang om parforholdets spænding og udspændthed mellem drøm og virkelighed, lykke og desperation, fastlåshed og frihedstrang, tosomhed og individualitet – og ønsket om at starte på en frisk med drømmene og kærligheden i behold. Romantik? Jovist, men af den slags, der ikke fornægter virkelighedens modsætninger og livets utilregnelighed. Og så smukt fremført med hjælp af Ane Bruns englelige stemme..

I sangen “Sturm und drang”, der med sin titel direkte henviser til romantiken, tematiseres tabet af den sprøde, lidenskabelige ungdomstid, hvor livet var intenst, nærværende og passioneret – i hvert fald set i det voksne, modne jegs bakspejl. Dengang, hvor drømmene var intakte hos den 15-årige, der står og lytter til Thirteen Moons i en vandpyt, iført Dr. Martens-støvler, røde jeans og MC-læderjakke: “Jag minns jag tänkte då/ i mitt sturm und drang/ kommer aldrig kunne leva uten er/ Men det kunde jag, ja det gick ju bra/ Det är nåt annat som jag saknar mycket mer/ Kommer ni ihåg hur det kändes då/ när tonen var så ren och intensiv/ i kärlek och musik i fest och och politik/ och hur alt det där förandra våra liv“.

Det fineste signalement af sangskriver Wij anno 2012 finder man i pladens længste nummer, det indledende “Långa vägen hem”. Det er en af den slags popsange, der stille og roligt kryber ind under huden på en og gør en afhængig. På nummeret får Wij hjælp vokalt af det svenske popvidunderbarn Mauro Scocco, der i øvrigt har italiensk afstamning…

Fra en balkon højt oppe ser sangen jeg – Wijs alter ego – ned over byen. Ser den kvinde, han er sammen med, nede på stranden – “så här mycket har vi aldrig haft varann“. Og ser den by, han er vokset op i. Den distancerede iagttagelse bliver udgangspunkt for refleksion over den tabte tid og den skrøbelige, desillusionerede lykke, der hersker i nuet. Byen bliver et billede på den forsvundne ungdom: “Där vår ungdom börja/ och där den tog slut/ Den tiden/ jag bär den/ här på min kropp/ Ett bläck som sakta bleknar/ utan att helt gå bort“. Ungdomstiden er som et blegnet blækspor i kroppen, i erindringen, og tilbage er en nøgtern voksen lykke, hvorom det hedder. “Och jag lär inte bli den stora trygga klippa/ som jag nånstans altid hoppats på att bli/ Men jag har aldrig känt mig/ mindra tom och ensam än här/ mellan värdarna jeg levde i“. Den sidste sætning i citatet indfanger i en nøddeskal det nøgterne dobbeltsyn, der præger Wijs forståelse af sit voksne liv, og af parforholdets romantik. Lykken blandes op med vemod og nøgtern erkendelse af, at drømme og håb ikke altid indfris helt. Men mindre kan gøre det. Og det er godt nok.

“Långa vägan hem” er kronen på værket på dette album, tror jeg efter at have lyttet mange gange til den. Men hver eneste sang er en lille blomsterknop, der folder sig ud, når man lukker op for den. “Romantiken” er en forførende plade, der gør en afhængig, fordi den vil mere end blot at levere professionel, indtagende pop. Det er voksen pop, der danser på livets alvor. Det er pop, der gør fordommene om uforpligtende pop til skamme. Hvis ikke den plade skaffer Wij mange flere lyttere og tilhængere, så er der ingen retfærdighed til…

Ovenstående video er fra en dokumentarfilm, der er lavet om Romantiken. I kan se resten her.

En anden version af ovenstående omtale kan man også læse i tidsskriftet Geiger.