Addendernes orden er ligeglad, som min regnelærer sagde med et smørret smil. Indlægget om John Mayall skulle være kommet før Pere Ubu. Men sådan kan det gå, når der går ged i rækkefølgen.
Den sidste plade – 3 for 20 kr. – jeg fik fat i på biblioteket var Whiskeytowns udgivelse Pneumonia fra 2001. Whiskeytown er et projekt ledet af den hyperproduktive, amerikanske alt-country-americana-sanger-og-sangskriver Ryan Adams (f. 1974).
Whiskeytown blev dannet i 1994, og ud over Adams er Caitlin Cary, Phil Wandscher, Eric “Skillet” Gilmore og Mike Daly med. Gruppen opløstes mere eller mindre i 1999 på grund af interne problemer (Adams har ry for at være svær at arbejde sammen med…). Men både Caitlin og Adams, der udgjorde den faste kerne i gruppen, gav udtryk for at bandet ville blive gendannet.
Tre albums er det blevet til. Pneumonia er det sidste. Som hos andre alternative country-bands, fx Uncle Tupelo, så er der tale om musik, der står solidt plantet i country- og countryrock-traditionen, fx repræsenteret af Gram Parsons, og samtidig er musikken under indflydelse af moderne amerikansk rockmusik.
Debutpladen Faithless Street, der udkom på et lille plademærke ved navn Mood Food Records i 1996, gjorde Whiskeytown til et af de førende alt-country-bands. Allerede her kunne man se, at Ryan Adams var en sangskriver med potentiale. Noget, der blev bekræftet af album nr. 2 Stranger’s Almanac, der kom på det store Geffen Records i 1997.
Pneumonia var allerede indspillet i 1999, men på grund af nogle problemer med pladeselskabet (Outpost Records), der kom i klemme i samarbejdet mellem Polygram og Universal, blev pladen først udsendt i 2001 af Ryans nye pladeselskab Lost Highway Records. Undervejs under indspilningen af de tre plader foretog gruppen en række udskiftninger af medlemmerne.
Musikalsk har gruppen bevæget sig fra en mere traditionel countrylyd på den første plade til en mere sofistikeret country-rock-sound på den sidste skive.
Både Caitlin og Adams har været aktive ved siden af og efter gruppens opløsning. Caitlin har fx været med til at danne det tidligere omtalte americana-pigeband Tres Chicas.
Her spiller Whiskeytown nummeret “16 Days” fra Stranger’s Almanac:
@Kim: Ja, det var jo dig, der synes, at jeg skulle give Whiskeytown en chance. Så nu snurrer gruppens plader lystigt på cd-afspilleren. Lad høre fra jer dernede!
Det er da et kup du har foretaget med dette pladekøb. Det er en fantastisk plade, med et fantastisk band.