Men rockmusikkens globale gennembrud i tresserne satte gang i den teknologiske udvikling og dermed i eksperimenterne med nye musikalske udtryk. De første heavy metal-bands kom på banen i sidste halvdel af tresserne, selv om der var tilløb i garagerne rundt omkring inden da. Et af de første bands, jeg rigtigt lagde mærke til, var gruppen Mountain. Gruppen bestod af bassisten Felix Pappalardi, der havde gjort sig bemærket som producer for supergruppen Cream, Leslie West på leadguitar, Steve Knight på orgel og Corky Laing på percussion. Efter sigende skulle det være Woodstock-festivalen i 1969, der gav stødet til dannelsen af Mountain. Gruppen fik sit gennembrud med pladen Climbing! (1970), der rummer deres kendingsmelodi Mississippi Queen og flere andre klassikere som Theme From an Imaginary Western (hvilken titel!) og For Yasgur’s Farm (den farm, der lagde jord til Woodstock-festivalen dengang…). Når man lytter til Mountain, så kan man godt høre, at Leslie West har lyttet til Eric Claptons bluesinspirerede spil i Cream, og at Mountain i det hele taget er inspireret af Creams markante trio-lyd – uden at der er tale om epigoneri.

Mountain er det af de heavy-bands, jeg stadigvæk gerne lytter til. De har gode melodier, temposkift, Leslie og Felix synger godt, der er fine guitarsoloer – og så kan de trykke den af.

Et andet band, der gjorde indtryk på mig cirka på samme tid, var Blue Cheer, der tog navn efter en afart af LSD. Igen var det en trio, bestående af bassisten Dickie Peterson, guitaristen Leigh Stephens og trommeslageren Paul Whaley. I 1968 fik de et pænt hit med en udgave af Eddie Cochran’s arketypiske teenager-spleen-sang Summertime Blues, der også indgik på deres første longplaying grammofonplade med titlen Vincebus Eruptum. Blue Cheer adskiller sig fra Mountain ved at tilhøre den “beskidte” del af heavy-genren. Deres sound er præget af garagerockens skramlende og upolerede lyd. Det høres blandt andet på Cochran-coveret. Også tidens psychedeliske lyde har afsat et vandmærke på gruppens musik. Ifølge en legende var de tre musikere oprindeligt medlemmer af en kendt motorcykelklub, men fik smag for at spille høj og støjende musik. Om det passer, ved jeg ikke, men imaget passer i hvert fald til musikken. Deres første par plader, der er genudgivet på cd, var med til at definere heavy-musikkens udvikling i årene derefter. Efter gruppens anden LP Outsideinside (1968) skete der en del udskiftninger blandt musikerne. Gruppen er stadigvæk aktiv og har givet koncerter så sent som i 2005.

1970’erne blev det årti, hvor heavy-genren for alvor slog igennem (det skulle vist have være et medlem i Blue Oyster Cult, der gav navn til “heavy metal” i 1970). Men holder vi os til de oprindelige år i tresserne og lige omkring 1970, så er der selvfølgelig nogle navne, man ikke kommer uden om, fordi de hver især var toneangivende. Det gælder Led Zeppelin, Deep Purple og okkult-rockerne Black Sabbath.

Jeg må snarest lave en liste over “mine” heavy metal bands…