Lige så stor en forbandelse, de kommercielle, reklamebefængte radioprogrammer kan forekomme at være i dag med deres selvpromoverende, storsnakkende disc jockeys (eller hvad sådanne moderatorer kaldes nu om stunder), lige så befriende forekom de at være, da de dengang i tresserne bogstaveligt talt søsattes som piratradioer. For unge med luft under vingerne var piratradioernes politisk ukorrekte brud med statsradiofoniernes kedsommelighed nærmest at ligne med pornografiens frigivelse nogle år senere.

Enhver der har set filmen The Ship That Rocked The World (2010) om piratradioens barndom har kunne fryde sig over beskrivelsen af det oprør, de pop- og rockinficerede stationer var med til at sætte i gang.

Nu har en af pionererne fra dengang endegyldigt sluppet mikrofonen. Thomas Odoard Marshall Lodge – Tom Lodge blandt venner – havde morgentjansen på den legendariske piratradio Radio Caroline, og han spillede en afgørende rolle for dens succes.

Lodge var lidt af en eventyrer. Som 18-årig tog han til Calgary, hvor han arbejdede som cowboy, brugtvognsforhandler, fisker og guldminearbejder. Med mere. Og så fik han et job, der siden ville få betydning for hans karriereforløb, som nyhedsoplæser for Canadian Broadcasting Corporation. Under et besøg i London kom han i kontakt med Ronan O’Rahilly, der var ved at søsætte Radio Caroline, og Lodges syn på BBCs elendige formidling af populærmusik fik O’Rahilly til at ansætte Lodge som radiomand.

Lodge blev ankermanden på Radio Caroline North, der befandt sig i havet ved Isle of Man. Søsterskibet Radio Caroline South kunne slet ikke matche Norths popularitet og mistede lyttere og reklameindtægter til konkurrenten Radio London. For at redde South fra at gå ned, blev Lodge udnævnt til at være stationens programdirektør. Og Lodges succesfulde programpolitik var enkel og virksom. Det var radiojournalistens personlighed og fornemmelse for, hvad der rørte sig i populærmusikken, der var afgørende for, hvor mange lyttere, man fik. Og så det forhold, at man spillede en masse musik, som de unge gad lytte til…

Selv The Beatles’ manager Brian Epstein havde øje for Lodges talent som iværksætter og eventyrer og fik ham overtalt til at være interviewer for popbladet Disc And Music Echo, der var en en sammenlægning af Disc og Mersey Beat.

Radion Caroline North kom på et tidspunkt i havsnød, og Lodge og de andre på skibet måtte reddes i land i bidende kulde. Denne hændelse gav inspiration til den ovenfor nævnte film om piratradioens første tid. Efter sigende kunne Lodge ikke lide filmen på grund af dens frimodige fremstilling af stoffer og sex, men ikke desto mindre huggede han senere filmens titel til den revideret udgave af sine erindringer. Gesjæftig var han jo…

Da det omsider lykkedes myndighderne at få stoppet piratradioerne, fik Lodge som flere andre piratradiofolk job hos arvefjenden BBC. Men Lodge kunne ikke med BBCs berygtede bureaukrati, og han drog igen til Canada, hvor han arbejdede som rock-formidler og underviser af radioansatte. Senere i livet konverterede han til zenbuddhismen og tog navnet Umi.