På mit sidste bibliotekbesøg købte jeg også et album med Pere Ubu fra 2002 St. Arkansas. Gruppen drives af sangeren David Thomas, der har været det eneste gennemgående medlem i de år, bandet har eksisteret (dvs. fra 1975 og til i dag – men mindre pauser).

Navngivet efter den franske forfatter Alfred Jarrys teaterstykke om Kong Ubu var Pere Ubu et af de mere aparte bands, der blev bragt frem af New Wave-bølgen. For at undgå diskussioner om bandets stil har David Thomas selv spøgefuldt kaldt den for Avant Garage, for at lukke munden på dumme journalister. Ikke desto mindre er der noget om begrebet. Gruppen er påvirket af såvel den beskidte garagerocks cocktail af blues, rock’n roll, hillbilly, country osv. – og avant-garde musikken (John Cage, Musique Concrète m.m.).

Det er ikke musik, der stryger lytteren med hårene. Egner sig ikke særlig godt som baggrundsmusik for fx opvask eller strygning. Til gengæld er musikken selvskreven til at blive genstand for kultdyrkelse. Og den har da også være inspirationsgrundlag for en lang række new wave-, punk- og rockbands.

Med sin kompromisløse musik kan Pere Ubu minde lidt om forgængeren Captain Beefheart, der også altid har undgået pressen og mainstream-populisme. Pere Ubu tilhører den brogede tradition, man kalder for art-rock, en eksperimenterende rockform, der har sat spørgmålstegn ved populærmusikkens skemaer og klichéer.

Gruppen har også lavet sine egne dogmeprincipper, fx at man aldrig skal øve, at man ikke skal søge succes, og at man skal gribe den første idé, man får.

Her med en optagelse af nummeret Breath (manden der præsenterer er saxofonisten David Sanborn):