Det er ikke hver dag, man støder ind i et fransk rockband. Og ikke blot et fransk rockband. Men et fascinerende 10-mandsrockband. Men Mermonte, der har rod i den franske by Rennes – hovedstaden i Bretagne – er et sådant band.
Mermonte består af hovedmanden Ghislain FRACAPANE (sang, guitar, bass, glockenspiel), Pierre MARAIS (sang, slagtøj), Eric HARDY (trommer), Matthieu NOBLET (trommer), Astrid RADIGUE (sang) og Charlotte MERAND (violiner). Og i koncertsituationen får hjælp af Régis ROLLANT (guitar), Julien LEMONNIER (guitar), Mathieu FISSON (bas) og Jeanne LUGUE (cello ).
Ret meget mere ved jeg ikke om bandet. Men deres debutalbum Mermonte, som snart udgives i Danmark af Fader Figure Records, er – for nu at gentage mig selv – fascinerende. Helt i tidens ånd blander Mermonte genrerne – jazz, folk, rock osv. – til deres eget udtryk, der i mine ører lyder som en efterkommer af de kreative troldmænd og -kvinder på den såkaldte Canterbury-scene (Soft Machine, Camel, Caravan, Hatfield & the North og mange andre), hvor eksperimenter, improvisation og legesyge i grænseområderne mellem genrerne også var et fælles karakteristika. Måske er der en skjult historisk forbindelse gennem det gamle fransk-britiske band Gong, der netop dyrkede og dyrker en grænse- og genreoverskridende musikform? I hvert fald er det musik, der ligger i tråd med det, man i halvfjerdserne betegnede som ‘progressiv rock’, hvor den kollektive kreativitet står i centrum. Men lyt selv til bandet her og lad associationerne springe frem i din hjerne. Mermonte fortjener mange lyttere.