På det lokale bibliotek sælger man ud af cd-samlingen. Cd’er uden covers, slidte og ramponerede og enkelte, der måske ikke har haft lånere nok, sælges for 10 kr./stk., 3 for 20 kr. Her faldt jeg over et album fra engelske John Mayall & The Blues Breakers fra 1995 med titlen “Spinning Coin”.
John Mayall var i fuld gang med sit musikalske projekt – the blues – da jeg gik med (stof)ble i halvtredserne, og han har været en del af mit musikalske landskab, siden jeg første gang hørte hans musik i tresserne. Da jeg gik på gymnasiet, havde vores musiklærer indkøbt forskellige albums med tidens musik for at komme de unge i møde og bane vejen for Bela Bartok, Penderecki og andre klassiske komponister, og blandt dem var der en Mayall-plade. Jeg tror, det var Empty Rooms fra 1970. Den lyttede vi meget til – specielt var der et nummer, som jeg ikke lige kan komme i tanke om – når vi ikke fordybede os i et obskurt Jimi Hendrix-live-album eller soundtracket fra Woodstock-festivalen.
Mayall er en af de musikere, man må have respekt for. Han har altid fulgt sin musikalske interesse for bluesen uden at skele (for meget) til kommerciel succes. Igennem årene har hans Bluesbreakers fungeret som rugekasse for mange af de musikere, der siden de tidlige tressere har sat deres præg på den ofte rythm-and-blues-inspirerede engelske rockmusik. Folk som fx Eric Clapton, Jack Bruce, Peter Green, John McVie, Mick Fleetwood, Mick Taylor, Don Harris, Harvey Mandel, Larry Taylor, Aynsley Dunbar, Jon Hiseman, Dick Heckstall-Smith, Andy Fraser, Walter Trout, Coco Montoya, Johnny Almond og Jon Mark har stået i lære i Mayalls bluesskole. Siden midten af tresserne har han udgivet mindst et album om året, så der er noget at gå i gang med. Dertil kommer et hav af bootlegs.

Her er en nyere optagelse med John og Bluesbreakers med en vis Slowhand på ydmyg guitar: