1980’erne var det årti, hvor Prince var med til at sætte den musikalske dagsorden med sin helt egen innovative udgave af soul og funk i et tekstunivers, der ganske eksplicit udfoldede den sorte musiks traditionelle optagethed af erotik, religiøsitet og musik. Siden dengang har han fortsat med at udgive plader, hvoraf mange bestemt er lytteværdige, men ikke på samme måde overrumplende, grænseflyttende og provokerende, som dengang. Sidst han gjorde et stort indtryk på denne skribent, var da han udsendte overflødighedshornet Sign o’ the Times i 1987. I overmorgen er det nøjagtig 25 år siden, den udkom.

Albummet fulgte op på Princes store gennembrud Parade (1986), som hittede voldsomt bl.a. og især i kraft af hittet “Kiss” (og den selvironiske og sexede video). Med Sign o’ the Times sagde Prince farvel til sit gamle band Revolution og sprang ud som regulær soloartist med en samling sange, der endnu engang tematiserede Prince-universet: piger, sex, religiøsitet og tidens tilstand. Pladen blev fulgt op af en koncertfilm med samme titel.

Oprindeligt var det planen, at albummet skulle have været tredobbelt. Og det siger nok en hel del om den kreative og produktive højkonjunktur, den lille prins var inde i på det tidspunkt. Sammenlignet med den velpolerede tour-de-force, Parade, fra året før, så ligner Sign o’ the Times mest af alt Princes svar på Beatles’ Hvide Album. En slags realisering af firserkreativitetens overskudslager. Der er da også sange på pladen, der daterer sig tilbage til starten af firserne (det gælder “Strange Relationship” og “I Could Never Take the Place of Your Man”). Afhængigt af, hvad man vægter, kan man opfatte pladen som en rodebunke af sange eller som den mest stilistisk varierede plade i Princes værk. Jeg hælder til den sidste opfattelse. Med stor generøsitet og selvfølgelighed bevæger Prince og hans legekammerater sig rundt i rock, pop, soul, funk, dance, electronica,  jazz osv., legende, eksperimenterende og med et kreativt overskud, der kun kan gøre indtryk. Pladen er da også siden hen blevet blåstemplet af mange førende musiktidsskifter. Fx indlemmede Rolling Stone pladen på sin liste over de 500 største plader gennem tiderne, hvor den indtog 93. pladsen. Et par singlehits kastede den også af sig. Dels titelsangen og så duetten med Sheena Easton “You got the look”. Og albummet holder stadigvæk vand.