Sting. Det var den første indskydelse, jeg fik, da jeg lyttede til Jens Lysdals plade A matter of time. Halvvejs inde i nummeret “Shadows” gik associationer i retning af post-Police-Sting og hans udforskning af grænseområdet mellem jazz, rock og pop. Og så var der også noget i Lysdals stemme, der mindede en del om den gamle Police-bassist. Den næste indskydelse var Mike Batt og så Madeliene Peyroux. Og så…
Men Lysdal er, hvis vi nu skal forfølge den første indskydelse, langt mere eklektisk end hr. Sting. Styret af en udsøgt smagfuldhed lader Lysdal alskens inspirationer glide ind og farve de meget iørefaldende og stemningsfulde sange, der udgør pladen. Lidt jazz-swing her, lidt latinamerikanske toner (ikke mindst, når Øyvind Ougaards harmonika kaster sine forførende mønstre over sangene), lidt rock, lidt…ja, lidt af hvert.
Lysdal, der især har gjort sig bemærket som leverandør af soundtrack til en lang række film og tv-serier (fx Krøniken, Livvagterne, Forbrydelsen og Taxa) har to soloalbum på sit CV. A Matter of Time fra 1995 (og netop genudsendt) og It’s almost Love fra 2006. Dertil skal lægges et par singler og to duoplader. En med bassisten Hugo Rasmussen, Keep the light in your eyes (2001), og en med Laura Illeborg, Hjertekamre (2004).
A Matter of Time, som nu er genudsendt i en opdateret udgave, har næsten to årtier på bagen, men det er kendetegnende for Lysdals musik, at den sagtens kunne være indspillet i dag. Der er noget relativt tidløst over Lysdals smag for den gode melodi og for arrangementer, der ubesværet trækker på erfaringerne fra populærmusikkens seneste halve århundrede. Og på den måde er Lysdal både meget moderne og internationalt, for så vidt det kendetegner megen nutidig musik, at den nærmest hæmningsløst citerer fra alle de musikalske indtryk, verdensmusikken har givet i den nævnte periode.
A Matter of Time er sådan en plade, man fra første gennemlytning bliver rigtig glad for – og gladeligt lader snurre på afspilleren i timevis. Gode melodier, pletfri vellyd, men også en musiceren, der med sine diskrete improvisatoriske indfald og ideer afslører, at det er musik, der vil mere end bare behage et popøre. Easy listening med en kant, hvis man kan sige det så modsætningsfuldt. Musik, der kun kan gøre en opløftet, selv om der også er en vemodighed over nogle af numrene.
Det ville være synd og skam, hvis denne plade skulle blive glemt i mængde af udgivelser. Det er en af den slags plader, der ikke vil få lov at samle støv – på min pladereol. Bedre anbefaling kan jeg næsten ikke give. Værsgo.