Lad mig starte med en analogi, selv om man skal passe på med analogier, når man snakker ophavsret og copy right. Fx er det en almindelig analogi at beskrive en krænkelse af ophavsretten som et tyveri. Men det er ikke det samme. Min analogi handler om fildeling og hashhandel…

Hvis hr. Jensen går ind på Christianias pusher-gade og køber et par gram til chillummen, risikerer han at få ordensmagten på nakken. Men vi ved godt, at det ikke stopper handlen med hash. Det stopper ikke pusherne. Det stopper heller ikke bagmændene. Noget lignende gør sig gældende med den såkaldte ulovlige fildeling. Hvis hr. Jensen illegalt downloader et stykke musik eller måske en spillefilm, som han har fundet på nettet, så gør han sig skyld i en krænkende handling og kan i princippet retsforfølges. Og det er sket og sker. Men, vi ved også, at det ikke har ændret væsentligt ved, at ulovlig fildeling fortsat sker. Polemisk sagt: Pirate Bay eksisterer stadigvæk – trods retsagerne.

Et af problemerne har været – som tidligere anført – at der er en hel del private virksomheder, der direkte og indirekte har tjent gode penge på den illegale trafik. Under dække af såkaldte “forretningsmodeller” har man levet højt på, at fildelere har lagt rettighedskrænkende materiale op på serverne, så andre kunne hente dem ned igen. Internetudbyderne har lukreret på trafikken, reklamevirksomheder har uden skam sat annoncer op på fildelende sider. Og firmaer har levet af at give folk mulighed for at lægge materiale op. Andre virksomheder har specialiseret sig i hardware, der på den ene eller anden måde relaterer sig til det illegale forbrug. Og så videre.

Men i de senere år har man kunne notere sig, at forsvarerne af rettighederne har fået et voksende fokus på distributionsleddet. Det er ikke længere så interessant at forfølge en gymnasieelev på vestkysten, fordi han/hun har hentet en hitsang ned til sin Ipod. Der er mere idé i at gøre internetudbyderne og fildelingsfirmaerne ansvarlig for det, de har liggende på deres servere.

I dag kan man læse, at en af de mange fildelingstjenester – med det sigende navn RapidShare – har fået dom for, at de er ansvarlige for den illegale downloading fra tjenestens servere, fordi ejerne ikke har gjort tilstrækkeligt for at fjerne såkaldte piratlinks. Dommen er tankevækkende set i lyset af, at RapidShare har ca. 43 millioner brugere og angiveligt lægger serverplads til 160 millioner filer – og hver dag modtager yderligere en halv million nye filer. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, at det vil kræve meget arbejde, hvis alle de filer skal undersøges.

Sagen fortæller os flere ting om fildelingens status anno 2012. For det første giver den en fornemmelse af, hvor svært det er at komme den illegale fildeling til livs på de eksisterende internet- og markedsvilkår. For det andet breder den for alvor ansvaret for den illegale fildeling ud. Hidtil har det været den lille fildeler, der har været skurken. Nu er det distributørerne, der kommer i søgelyset. For det tredje rejser sagen spørgsmål om, hvordan de ‘snyltende’ virksomheder kan og skal gøres ansvarlige? Hvis kontrolansvaret er så tungt, at det måske gør det umuligt at drive den slags virksomhed, hvad så? Kunne man forestille sig en anden ‘forretningsmodel’, hvor fildelingstjenesterne på en eller anden måde blev ‘beskattet’, således at kunstnere og andre skabere af intellektuel ejendom kunne få kompensation for krænkelserne? Svarene blæser i vinden som røg fra en chillum.

PS. Analogien til hashhandlen går ikke længere end til forholdet mellem forbruger og forhandler.