Selv om det nok ikke er muligt at sætte en bestemt dato på, så var det i dette forår for halvtreds år siden, duoen Sam & Dave debuterede på plade.

Sam – dvs. Samuel David Moore – og Dave Prater, henholdsvis tenor og bariton, fandt sammen som duo i 1961. Begge havde de – ikke overraskende – baggrund i den gospelmusik, som var en slags forskole for størstedelen af tressernes soulmusik. Og begge havde været på plade før i andre sammenhænge. Dave havde sunget med The Sensational Hummingbirds, og Sam havde dyrket doo-wop med The Majestics og gospel med The Gales og The Mellonaires.

I 1961 begyndte de at optræde som duo på Miamis natklubber, og blev hurtig opdaget af en lokal pladeproducer, Steve Alaimo, der fik lavet en kontrakt med dem for det lille plademærke Marlin Records. Her fik de udsendt et par singler, hvorefter de blev givet videre til det noget større mærke Roulette Records i New York. Det førte til en håndfuld singler, der vakte nogen opmærksomhed på lokale radiostationer, men aldrig nåede videre. Og det var sådan vejen var dengang. Fra lokal berømmelse og videre – måske – til national berømmelse.

Problemet for Sam & Dave var måske også, at de lå for tæt på deres forbilleder, Sam Cooke og Jackie Wilson, til at skille sig rigtig ud. Men i 1964 skete der noget, der ændrede billedet for de to sangere. De fik kontrakt med selveste Jerry Wexler på Atlantic Records. Og Wexler kvitterede med at sende duoen videre til Stax Records i Memphis, Tennessee. Wexler ønskede, at duoen skulle videreføre det, de viste på en scene, til plade – og det skulle Stax sørge for. Wexler hørte noget, der skulle forløses i musikmiljøet hos Stax. Og måske kun kunne forløses der.

Og måske har Wexler tænkt, at hvis nogen kunne løfte opgaven, så måtte det være Stax’ husorkester – Booker T & The MGs – og Stax’ blæsersektion, The Mar-Keys.  Med MGs’ guitaristen Steve Cropper, Isaac “Shaft” Hayes og David Porter som sangskrivere fik teamet hos Stax transformeret Sam & Daves stil til det nærmeste man vel kommer en sveddryppende, energifyldt, kropslig, dansant udgave af dybt gospelinflueret soulmusik, som ikke er live, men så tæt på som man kan komme i et studie. Og successen udeblev ikke. Ganske vist floppede de to første singler, men med den tredje “You Don’t Know Like I Know” (Hayes/Porter) lykkedes det at få ungdommen ud på dansegulvet og til lommerne – og komme op på R&B-listens top 10 med en 7. plads.

Og det hit blev fulgt op med ni andre de næste tre år. Det første rigtig store hit kom i 1966 med “Hold on I’m Coming“, der blev nr. 1 og nr. 21 på den almene popliste, Hot-100-listen. Og deres allerstørste hit “Soul Man” fik de året efter. Den blev nr. 1 på R&B-listen og nr. 2 på Hot 100-listen.

Selv om Sam & Dave holdt ud til 1970 (men siden er blevet gendannet), så var det med deres Stax-indspilninger – hvoraf de fleste findes på de tre album Hold On, I’m Comin’ (1966), Double Dynamite (1966) og Soul Men (1967) – skabte musikhistorie med en distinkt sound og en stil, der gjorde dem til noget helt særligt – på linje med fx Aretha Franklin. I næste måned genudgives flere af duoen album på cd.