Den 11. september 2001 flyver to passagerfly ind i to tårne i New York. Hændelsen bliver månederne efter omdannet til en politisk-mytologisk fortælling kaldet ”9/11”. Angrebet på tvillingetårnene bliver anledning – eller måske rettere et påskud – for den amerikanske centraladministration til at revitalisere fortællingen om Amerika som ‘verdens politimand’, frelser og beskytter i en post-koldkrigshistorie med Osama Bin Ladens ‘islamiske terrorisme’ som det nye fjendebillede.

Måske er det i virkeligheden sidste gang, vi er vidne til den slags historier, fordi USA’s globale rolle er under forvandling med ikke mindst Kinas og men også fx Indiens voksende rolle i international politik. Ikke desto mindre lod store dele af den vestlige halvkugles politiske ledere sig forføre af den politiske myte med katastrofale følger i Irak, Afghanistan og andre steder, hvor ‘kampen mod terrorismen’ udfolder sig.

Netop 9/11-mytens ubærlighed gjorde, at jeg havde sat en klamme om Stephen Daldrys film Ekstremt højt & utrolig tæt på som muligt emne, hvis jeg skulle i biografen. Bare tanken om endnu engang at skulle forholde mig til den betændte myte holdt mig tilbage.

Men som så ofte før ville tilfældet alligevel, at Fruen og jeg i går sad i biografen og så netop den film. Vi var taget til byen – i regnvejr – fordi der skulle ske et afbræk i hverdagens forudsigelighed. Og lige netop kl. 16 var der ikke andre film med større appel.

Så meget desto mere glædeligt var det at konstatere, at 9/11-temaet spiller en helt underordnet rolle i filmatiseringen af Jonathan Safran Foers roman fra 2005 – og at der var tale om en endog særdeles vellykket film.

Hovedpersonen i filmen er drengen Oskar Schell (spillet af den nu 15-årige Thomas Horn). Oskar mister sin elskede far Thomas (Tom Hanks), der omkommer i et af tvillingetårnene den famøse dag.

Men akkurat som 9/11 blev et påskud for en politisk myte, så bliver faderens tragiske død den dag et påskud for romanforfatter Foer til at fortælle en kompleks historie om en drengs deperate forsøg på at finde en mening med faderens tilfældige, absurde død. En mening med den meningsløshed, der til stadighed slår ind i vores liv og udfordrer vores forståelse af verden og livet.

Oskar er lidt af en nørd. Faktisk er han engang blevet undersøgt for diagnosen ”Asperger”, men i virkeligheden er han nok bare som så mange drenge i den alder en kvik dreng, der kan blive lidenskabeligt optaget af noget. Og faderen Thomas har stimuleret drengens nysgerrighed og fantasi ved at sætte ham på en umulig, fantastisk opgave. Han skal opspore den imaginære sjette bydel i New York, som ifølge faderens fantastiske myte har ligget klods op af Manhattan, men engang er blevet fjernet som et stort tæppe af tusindvis af indbyggere. Kun sporene er tilbage.

Sammen med faderen går Oskar lidenskabeligt op i denne fantasifulde leg, som faderen – der i øvrigt havde en drøm om at blive forsker, men endte med at blive juveler – hele tiden fodrer med nye fantastiske lunser af fantasipirrende og nysgerrighedsæggende information. En leg, der binder de to endnu mere sammen og som kommer til at danne grundlag for den senere historie.

Fra den dag, hvor faderen omkommer, får legen karakter af dødsensalvorlig udforskning af ikke blot mysteriet om faderens død, men måske også dybest set af meningen med livet. Kort tid efter finder drengen en gul konvolut med en nøgle i en blå vase. På konvolutten står ordet ”black”. Og med nøglen i en snor om halsen indleder Oskar en jagt på den lås, der måske vil give svar på mysteriet.

Ved hjælp af telefonbøger over New York og et sindrigt udbygget system af kort og arkiver begynder Oskar systematisk at opsøge alle med navnet Black for at finde et svar. Det bliver en fantastisk rejse, hvor han møder en lang række mennesker, der ikke giver ham svar på gåden, men med deres egne livsfortællinger alligevel er med til at forandre Oskars forståelse af sig selv og sin verden. Først til allersidst finder han den lås, nøglen passer til. Men det vil jeg overlade til jer selv at opleve.

Undervejs i sin jagt på sandheden om faderen og udforskningen af de imaginære spor får Oskar følge af en stum ældre mand, der har indlogeret sig hos bedstemoderen på den anden siden af den vej, hvor de bor. Det viser sig, at manden (spillet af Max von Sydow) er Oskars bedstefar, som forsvandt sporløst ud af familiens liv for mange år siden, da faderen Thomas kun var en lille dreng i Dresden.

Også bedstefaderen bærer på en tragedie. Begge hans forældre døde i et beskyttelsesrum under krigen. Men han overlevede, og siden har bedstefaderen båret rundt på stumheden som et symptom på tabet. Han kommunikerer kun på skrift. Med en lille notesbog og et ”ja” og et ”nej” skrevet i håndfladerne.

Men indføringen af bedstefaderens figur får fortællingen om Oskar en dybere dimension. Vi har at gøre med tre generationer af mænd, der hver på deres måde må forholde sig til et tab. Bedstefaderen, der dels forlader sin kone og sin søn og stumt bærer rundt på tabet af sine forældre. Og bogstaveligt set ikke kan sætte ord på det ufattelige tab. Faderen Thomas, der forlades af sin far, og måske af den grund er så optaget fantasifulde udforskningsopgaver, som han videregiver til sin søn. Og så Oskar, der mister sin far og kaster sig ud i den store jagt på sandheden om meningsløsheden. Og det viser sig, at Oskars søgen indeholder en slags forløsning af de to andre tragiske historier.

Uden af afsløre for meget, så bliver Oskars søgen efter den lås, som nøglen passer til, en lagdelt fortælling om drengens søgen på en mening med livet. Oskar er ikke alene en klog og nørdet dreng. Han er også – allerede inden faderens død – en dreng, der er bange for at dø og dermed også bange for at leve. Han tør fx ikke at tage med offentlige transportmidler eller opholde sig på broer. Og drengens livshæmning illustreres smukt i en scene, hvor faderen Thomas forsøger at overtale Oskar til at tage sig en gyngetur på en legeplads. Oskar er dog mest optaget af, om gyngen kan holde tli faderens gyngen.

Oskars udforskning af sandheden om faderens meningsløse død bliver en rigt facetteret rejse, der dels giver ham erkendelse af sig selv, en overvindelse af sig selv – og fører ham tilbage i favnen på sin mor (fornemt fremstillet af Sandra Bullock), der hele tiden har fulgt ham på sidelinjen uden hans viden. Samtidig bliver det en tidstypisk, næsten Austersk fortælling om, hvordan sproget – Oskar er en storsnakker – og fortællingen er forbundet med andres og andre generationers fortællinger og næres af disse, og en fortælling om, at netop fortællingen – og måske på et højere plan – den digteriske fortælling kan give mening til det meningsløse.

Jeg har ikke læst Foers roman, men Eric Roths manus og Stephen Daldrys instruktion får på fornem vis udfoldet en kompliceret historie om drengen Oskar og hans heroiske kamp for at få styr på sit liv og mening med galskaben. Daldry, der tidligere har lavet bl.a. ”Billy Elliott” (også om en drengs kamp), forstår at instruere den unge Thomas Horn, så hans spil er ikke bare bevægende, men overbevisende i imponerende grad. Og han bliver godt flankeret af de tre voksne skuespillere i familien. Hanks spiller Hanks, som han plejer og gør det godt. Bullock, som eller mest har gjort sig i komedier, er rørende som den knuste hustru, der oven i købet skal genvinde sin søns kærlighed. Og den aldrende Max von Sydow får med meget enkle virkemidler gestaltet en tragisk figur. Dertil kommer en række biroller, som man ikke kan sætte en finger på.

Tematisk kan filmen godt minde om filmatiseringen af Jonathan Sebastian Foers debutroman Everything is illuminated, der også har en nørdet, sandhedssøgende dreng i hovedrollen. Det fine ved den nye film er, at den formår at bruge katastrofen ved tvillingetårnene til at fortællle en personlig historie om noget grundlæggende menneskeligt. Om vores forhold til slægten, familien, andre mennesker. Og om fortællingens betydning for vores evne til at leve livet på trods af de meningsløsheder, der hele tiden rammer os. Hermed anbefalet.