I morgen er det 50 år siden, Bob Dylan debuterede som pladekunstner med albummet Bob Dylan. Pladen blev produceret af den navnkundige producer John H. Hammond og indholdt to selvskrevne sange og tradionelle folksange for resten af pengene.

I følge legenden var det Hammond, der opdagede Dylan ved privat musikalsk sammenkomst i 1961 og gav ham en pladekontrakt med Columbia Records med det samme. Ligeledes i følge legenden var optagelserne hurtigt overstået – på tre dage – men de var ikke desto mindre vanskelige, fordi hr. Zimmerman allerede dengang gjorde som det passede ham. Gode råd og kritik prellede af på ham, og han nægtede fx at synge den samme sang to gange. En egensindighed, der siden er blevet en del af mandens image.

Det var vist kun et fåtal – om nogen – der dengang havde en anelse om, hvad Dylan ville udvikle sig til. Han var i sine læreår og sugede til sig af den rige amerikanske folk-, country- og bluestradition, som siden hen – sammen med rock’n roll og meget andet – ville udgøre det substrat, som hans sangskrivning ville suge næring af. Han lyttede til plader, gik til koncerter med kolleger osv. Og han tog sangene til sig og lærte at spille dem.

Optagetheden af traditionen og venerationen lyser ud af pladen og af de to selvskrevne sange. “Song for Woody“, hyldestsang til forbilledet Woody Guthrie, siger det hele. Og “Talkin’ New York” er et ganske vellykket forsøg på at gentage, hvad Woody gjorde. Hverken mere eller mindre.

På mange måder ligner debutalbummet The Beatles’ første album, Please, Please Me, der kom et år senere. Også her var der primært tale om fortolkninger af andres sange. Pladerne er dokumentationer af kunstnere, der endnu var i deres læreårs første tid. De år, hvor det handler om at lære sangskrivningens elementære grammatik og at få styr på det musikalske udtryk – gennem hårdt slid og efterligning af forbillederne.

Bob Dylan blev ikke nogen succes, hverken kommercielt eller kritisk, da den udkom. Men set i lyset af de efterfølgende plader kunne man – kritikere og andre – i bagklogskabens lys se omridset af den kunstner, Dylan blev til få år senere. Stemmen, harmonikaen og lidenskabens ild.

Det er en af mine Dylan-favoritter.

Torben fortæller historien om pladens tilblivelse og Dylans indtog i The Big Apple