The Beatles har med tiden fået en nærmest sakrosant status. Der er The Beatles – og så er der alle de andre. Der er tiden med The Beatles – og så er der tiden efter. For John, Paul, George – og Ringo. Og dem, der har forsøgt at nedgøre de fire Liverpooldrenges bedrifter, er sjældent sluppet godt fra det. Og mit ærinde i dette indlæg er da heller ikke at pille The Beatles ned, for det var enestående, hvad de skabte. Men det betyder ikke, at hvad gruppens medlemmer har skabt siden hen generelt set har stået i skyggen af Beatles’ oevre. Selv Ringo Starr har momentvis – fx på debutsolopladen – leveret noget, der lever op til det, han lavede med The Beatles. Er “You’re sixteen” eller “Photograph” eller “It don’t come easy” ikke på niveau med “Act naturally”, “Yellow Submarine” eller “Octopus’ Garden”? Lyt til dem og døm selv!

Og med hensyn til Paul McCartney, så har hans solokarriere, der med årene er blevet mere og mere konsistent, efter en svingende start, leveret mange flotte sange – helt på højde med mange af de klassiske McCartney-sange fra Beatlestiden – og album, der afslører, at megen af den legesyge kreativitet, der førte Beatles fremad, udsprang af McCartneys hjerne. Jeg kan huske, at McCartney engang i en radioudsendelse (som blev sendt på DRs program 3 for mange år siden), forklarede forskellen på Beatles hits og andre hitgrupper – fx The Supremes – med, at det aldrig var nok for de fire at lave et hit. Der skulle fx også en ny indledning til. I det hele taget var gruppen på en evig jagt på musikalske nyskabelser og ideer.

Og denne legesyge fører McCartney med sig på de første mange plader, han lavede i eget navn og med Wings. En guldgrube i så henseende er albummet Ram fra 1971, der til april udkommer i en udvidet arkivudgave. Ud over at indholde en række iørefaldende popsange, så er den også et studie i musikalsk opfindsomhed og legesyge. Finurlige indfald og overraskende overgange mellem numrene gør pladen til noget helt særligt. Så vidt jeg husker, var det den første langspiller, jeg købte på vinyl med McCartney. Og den blev spillet igen og igen. Dengang pladen udkom vendte mange kritikere tommelfingeren nedad – men måtte siden revidere deres bedømmelse. Og det skal de ikke høre et ondt ord for…