Her til formiddag sad jeg og lyttede til et radioprogram med Billy Cross, gjorde sig nogle overvejelser omkring musikforbruget nu til dags, hvor streamingtjenester er det nye sort. Han mente, at noget var gået tabt siden dengang, hvor det var en ‘begivenhed’, når en ny plade udkom, og man købte den og gik hjem og lyttede til den. I dag med Spotify osv. er musikken blevet et baggrundstæppe for vores travle liv.
Det fik mig til at tænke på min egen tilgang til musik. Jeg ser fx ikke ret meget musik på tv. Hører heller ikke ret meget musik på radioen længere. Og jeg har bestemt ingen planer om at abonnere på hverken Wimp, Spotify, Play eller hvad alle de nye tjenester hedder. Og det er lidt tilfældigt, hvad jeg lytter til. Meget er bestemt af den musik, jeg er vokset op med. Noget falder jeg over i pressen og på nettet.
Jeg tror, det siger en del om mit musikforbrug, at jeg indtil for et par dage siden, aldrig havde lyttet til den engelske singer-songwriter Katie Melua. Til trods for, at hun angiveligt er en af de bedst sælgende artister i Storbritannien og EU. Selv om jeg havde set hendes pladecovers flere steder, var der ikke noget, der vækkede min interesse. Jeg tænkte nok: Endnu en af de mange kønne sanglærker, der går tolv af på dusinet. Men så omtalte Fruen hende, fordi hun havde været på tv i forbindelse med sin nye plade, og det næste var, at jeg så og lyttede til denne live-optagelse fra Ronnie Scotts. Og så var jeg solgt. Det jeg hørte, var langt fra de fordomme, jeg automatisk havde sat op. Siden har jeg købt en plade – hendes debutalbum Call of the Seach – som har snurret konstant på cd-afspilleren. Den unge georgisk-fødte Katie Melua har en dejlig stemme og skriver nogle smukke, emotionelt bevægende sange. Og så har jeg bemærket mig, at det var sangskriveren, musikeren, pladeproduceren m.m. Mike Batt, der spottede hende og fik hendes pladekarriere i gang. Han har også skrevet ikke mindre end seks sange på debutalbummet. Blandt andet det meget iørefaldende hit “The Closest Thing To Crazy“.
Det korte af det lange er: Lyt engang til Katie Melua. Så forstår man, hvorfor X-Factor og lignende er fast food for sjælen…
@Thomas Haugaard Jensen: Ja, der kommer i det hele taget mange spændende solister og grupper på banen i disse år. Og jeg vil komme tilbage til flere af dem i løbet af den kommende tid.
Ja og spænende at se at der kommer så mange så mange utroligt dygtige singer-songwritere af hunkøn og ikke mindst at de er nogen der har stort mod på at prøve nye veje.
@Thomas Haugaard Jensen: Jeg har sjovt nok stødt på hendes navn nogle gange de sidste par dage og skal nok vende tilbage til hende. Dejligt med så mange talentfulde piger her og hisset.
Nå ja for resten når jeg nu er i gang med at anbefale unge sangerinder der kan noget ekstra så vil jeg da også lige nævne Hannah Schneider som jeg slet ikke kan forstå kan formå at være så ubemærket.
Udover at være en dejlig sangerinde er hun en spænende musiker og sangskriver.
@Thomas: Nej, sådan opfattede jeg det nu heller ikke!
Jeg mente nu heller ikke at den ene udelukkede den anden 🙂
@Thomas: Eivør kender jeg godt, selv om jeg ikke har skrevet om hende (endnu). Og hun er sikkert mere søgende end Melua, der er Kalua for trommehinderne. Men her i bloggen er der plads til både god pop og det, der vil noget mere.
En til og næsten dansk som jeg kan anbefale dig at stifte bekendtskab med http://www.myspace.com/eivorpalsdottir Eivør Palsdottir fra Færøerne som allerede har indspillet med DR Bigband og ganske alene og i alle mulige og umulige sammenhænge, stadig musikalsk meget søgende i modsætning til leverandør af vellyd Miss Melua.
@Uffe: Nej, og jeg tror heller ikke der er nogen fare for, at vi sander til…
Uha, jeg opdagede hende ogsÃ¥ ved et tilfælde. Faktisk var det min gamle klasselærer (jo, det stÃ¥r der), der introducerede mig til hende for et par Ã¥r siden, og jeg er lige sÃ¥ betaget som du. Godt, vi ikke er helt sandet til …