I dag udkommer Billy Cross’ nye soloalbum, The Dream has’nt changed. Og med den markeres Cross’ 50 års jubilæum som musiker. Som de fleste læsere vil vide, begyndte det hele for den unge Billy i hjembyen New York, nærmere bestemt i bydelen Manhattan, hvor han som teenager spillede i high school-bandet The Esquires.
For at understrege jubilæet er det sidste nummer på pladen netop en indspilning med The Esquires, “No Parking”, der er Cross’ første studieindspilning overhovedet. En indspilning, der bærer sin alder med forbavsende friskhed. Ganske vist knaser det som på en slidt gammel grammofonplade, og lyden er som den, vi kender fra indspilninger fra dengang for halvtreds år siden. Men musikken, der er præget af halvtredsernes og de tidlige tresseres guitarlyd, er frisk, dynamisk, medrivende og betydeligt mere kompetent end den, vi her i landet fik smidt i hovedet af pigtrådsgrupperne (selv om der selvfølgelig var undtagelser).
Selv om der er gået et halvt århundrede mellem indspilningen med The Esquires, og selv om produktionslyden er moderne, og Cross’ og de andre musikernes håndelag svarer til de mange års erfaringer, så er der alligevel ikke så langt musikalsk set. Ganske vist bærer de nye sange og deres udførelse af, at de medvirkende har været med op gennem tresserne og halvfjerdeserne, men engagementet og spilleglæden er stort set den samme som dengang.
Med sine 65 år er Billy Cross jo en aldersstegen herre i en branche, der i sin selvforståelse og markedsføring har været forbundet med ungdom – selv om han er en årsunge sammenlignet med sine egne helte, Dylan, Stones osv. Og de musikalske og personlige erfaringer farver den nye plade på smukkeste vis. Det kommer tydeligt frem på titelnummeret, “The Dream has’nt changed”, der er næstsidste nummer på pladen. Alene med sin akustiske guitar fortæller Cross os – med tungen i kinden – om at holde fast ved den drøm, blev født da han var helt ung. The Dream has’nt changed/The Music’s just the same/ but I don’t hear my song hedder det i sangen, der minder denne lytter om Stefan Grossmans forfinede guitarspil og sange. Drømmen er intakt, fordi den ikke helt blev indfriet. Sådan er det jo med drømme…
Pladen lægger ud med et flot, højspændt rocknummer, “No One Here Gets Out Of This Alive”, hvor Cross fortæller om den fornuftige lære, han fik med fra sin far hjemme i New York. Livet er en “bitch”, sjælens ubodelige ensomhed er der ingen, der kan løsrive sig helt fra – og ‘ingen slipper ud af det her liv i levende live’. Et intenst rocknummer, der klinger af Rolling Stones, The Who m.fl. I den lidt yngre guitarist Aske Jacobi (kendt fra bl.a. C. V. Jørgensen) har Cross tydeligvis fået sig en legekammerat og broder i ånden. Deres guitarspil supplerer og spiller op mod hinanden med, så det er den rene rockfryd. Danske rockguitarister vil med sikkerhed tage denne plade til sig…
“The Same Old You And The Same Old Me” er en meget Springsteens rocksang om parforholdets – ja, kærlighedens – svære kunst. En sang, der måske dybest set handler om den sandhed, John Lennon engang formulere som: Du ved ikke, hvad du har, før du har mistet det. En sang om de omkostninger, det kan have at træde ud af et kærlighedsforhold. Cross synger den med erfaringens tyngde og en energi, der er en Bruce Springsteen værdig. Den Springsteen, hvis ånd i det hele taget svæver hen over ikke mindst dette nummer, men også flere af pladens andre sange.
“Gonna Get Along Just Fine” sendte med det samme denne skribent tilbage til Rolling Stones og deres “The Last Time” (“Told you once, told you twice”). En sang om parforholdet evige konflikt mellem jalousi, den uundværlige tillid og friheder. Fyren i sangen har snakket med en anden pige, ja, danset med hende, men det betød ikke noget. Den sædvanlige gamle historie… Et stykke inde i nummeret slår bandet sig løs og improviserer lystigt. Guitarerne danser på den solide, lydhøre bund, som Flemming Ostermann (bas) og Henrik Askou (trommer og slagtøj) er garanterne for på pladen, og uden hvilke, pladen ikke ville være så vellykket som tilfældet er.
“Suzie’s Such a Bad Girl” er en stille, inderlig ballade om den slemme pige Suzie, der går sine egne veje. Suzie’s such a bad girl/Easy-to-be-had-girl/still-misses-mom-and-dad-girl. Et portræt af en pige, der har svært ved at finde ud af livet, men er god nok på bunden, som man siger. Det er en sang, der trækker på den lange tradition for små novelleagtige historier, som den amerikanske sangskrivning er så rig på. Associationerne er legio.
På “Bring My Baby Back To Me” har Cross fundet dobroguitaren frem og fører os tilbage til dengang, han sad på sin fars knæ og lyttede til faderens sang og fortællinger. Sangen dykker ned i den tradition, hvis rødder er i bluesen.
“Denmark Rock”s er indvandrer-new-yorkerens “kærlighedserklæring” til sit nye fædreland, hvor ‘vi alle betaler vores skat’. Man tugter den, man elsker. Og i denne rocker, der emmer af The Who og Jackson Browne, lovpriser Cross Danmark med understrøm af ironi.
“I’m on Your Side” er en slags moderne udgave af Carole Kings “You’ve got a friend”. En følsom sang om tilgivelse og trofasthed, der gælder også, når livet bliver noget rod. You can always count on me/ I’ll see you through. Jovist, drømmene fra dengang lever i bedste velgående. En stille, akustisk ballade med tex-mex-overtoner, som Cross synger ganske ligefremt og ærligt.
I “Think I’m Going Out Of My Mind” er igen en kærlighedssang om den “gamle kærlighed, der ikke ruster”. Den tidlige udkårne er nu i et andet forhold, og det gælder om ikke at åben døren til det, der var, selv om man er ved at blive tosset i hovedet af at tænke på hende. Det er en regulær popsang, der associerer til powerpoppen og den britiske beat (Beatles…). Den burde have en fair chance for at blive ugens uundgåelige på DR – eller hvad det hedder nu om stunder.
“I’ve Just Run Out Of Rage” er farvet af Bo Diddley og Canned Heat. En gyngende, bluesy, rastløs rocksang, der leger med betydningen af ‘run’ og ‘run out’. After all these years when I go to turn the last page between you and me, Baby, just ran out of rage.
“Stay Happy But Please Stay Away” er sang om kærligheden, der var. Og de blandede følelser, der kan sidde i en, når løbet er kørt, bruddet gennemført og adskillelsen har fremmedgjort de tidligere elskere fra hinanden. En flot ballade om voksenlivets erfaringer og erkendelser fra kærlighedens slagmark. It’s all right – Stay Happy, but please stay away.
Billy Cross har ikke gennem årene forkælet os med mange soloplader. Mindre end en håndfuld er det blevet til, siden den første kom i 1986. Men den nye, der i mine ører er den bedste til dato, har været ventetiden værd. Guitarspillet er i særklasse, som allerede antydet. Og det er en klar gevinst, at Cross har fundet en musikalsk soul mate i Aske Jacoby. I det hele taget er det et fortræffeligt, tæt band han har fået samlet på denne plade, som med sin alsidighed giver os et fint billede af den traditionalist, Billy Cross er. Lyden på pladen er ærlig. Filtrene er slået fra, og det lyder, som kommer det direkte ud af posen. Eller som de kunne have lydt engang, hvor de teknologiske muligheder ikke var de samme, som dem man har i dag.
Siden dagene med The Esquires er en væsentlig del af rockhistorien blevet skrevet, og i mine ører svæver inspirationen fra mange af rockens store navne hen over pladens personlige sange. Med sin åbenbare traditionsbevidsthed er det blevet en meget moderne plade, selv om drømmen og spilleglæden er den samme som dengang, Cross bare var en high school kid i en rock and roll haze...
Jeg kan kun give pladen mine varmeste anbefalinger.
Torben har skrevet pressemeddelsen til pladen – og den kan du læse her.
Og du kan høre Billy Cross fortælle i anledning af pladen i programmet Kultursøndag på DR