Som allerede omtalt fylder John Cale 70 i dag. Og i forbindelse med min omtale af ham, glemte jeg helt at nævne hans rolle som pladeproducer for andre. Og det er ikke ligegyldige plader, han har på samvittigheden. Lad mig i tilfældig rækkefølge nævne: proto-punk-debutpladen med The Stooges (inkl. Iggy Pop) fra 1969, debutalbummet med et af halvfjerdsernes bedste new wave-bands The Squeeze (1978), Patti Smith’ klassiske debut Horses fra 1975, Nicos The Desert Shore (1970), The End (1974) og et par senere og The Modern Lovers’ kultdebutplade fra 1973. Blot for at nævne nogle af de vigtigste. Som Torben er inde på, vil alene Cales rolle som producer sikre ham en plads i Rockens store Historiebog.

Cale har selv i et interview sammenlignet sin producerrolle som zen-mesterens:

“I really love producing other artists. I love helping someone achieve his goals. I always try to approach it from the point of view, “What would a Zen master do in these circumstances?’ And that is not to give the artist a direct answer to all his questions, but to suggest a solution by other means. You’ve got to stick to what you believe in. It might be lucrative for me to work with a particular personality, but if I don’t feel sympathetic to what he’s doing, I’m just letting myself down. And you lose all your credibility if you do that.”

Måske er det forklaringen på, at han flere gange har været med til at skabe noget holdbart – i en periode, hvor pladeproducerens rolle på godt og ondt blev mere og mere markant, for ikke at sige: dominerende.