På vej hjem gennem en snevåd, kold og mørk by efter koncerten med Thåström kom jeg til at tænke på digteren Thorkil Bjørnvigs gamle bog om beatmusikken Oprøret mod neonguden (1970), hvor han forsøgte at løsrive beatmusikken fra den banalisering, som den ellers var blevet mødt med op gennem tresserne, og indskrive den i en kultisk tradition som en revitalisering af den dionysiske dobbelthed, der løb som en understrøm i antikkens klassiske apollinske tanke. Beatmusikken som en fest elle et orgie, der i sig rummer både det konstruktive og det destruktive. Eros og Thanatos.

Thåström-koncerten i går på Voxhall kunne opleves om et kontrolleret, iscenesat dionysisk mysterium. Et musikalsk og teatralsk kunststykke “ med understregning af kunst “ hvor overskridelsen mellem dobbelthedens to sider kom på spil på scenen i musikken og Thåströms dramatiske one-man-show.

For øjnene af en næsten fuld sal kom Thåström ind på scenen iført sort hat, sort habit, hvid undertrøje og en halvt løsthængende buksesele. Han opførte en slags dans, der dels afslørede, at Mick Jagger ikke har optrådt forgæves, og dels lignede en stor fugls baskende dans. Thåström var bevæbnet med vinger. Med blikket enten fikseret på mikrofonen, som han trakterede som en forlængelse af sig selv eller måske som sit andet jeg, eller et sted ude i rummet over publikum, sang han, ja, dramatiserede han sine sange. Akkompagneret af et lydhørt og uhyre kompetent femmandsband. Trommer, bas, guitar og to keyboards.

Setlisten var centreret om Thåströms nye plade Beväpna dig med vingar, suppleret med sange fra solokarrieren og bandperioderne i øvrigt.

Thåström lagde ud med titelnummeret på det nye album. Og det stod fra første færd klart, at publikum ville blive præsenteret for lektion i moderne svensk rock. Med en monumental mur af lyd, der i høj grad var inspireret af den industrial rock, som Thåström tidligere med forkærlighed har dyrket, blev den ene sang efter den anden sendt ud over scenekanten i de 90 minutter koncerten varede. Inklusive en lille håndfuld ekstranumre. Balladerne, som Thåström også behersker, var i klart undertal. Det var et rockkoncert. Et helt igennem professionelt rockshow, hvor intet var overladt til tilfældighederne og selv spontaniteten “ fx da Thåström hamrede løs på nogle ophængte jernlænker “ var iscenesat. Dionysos i lænker.

Koncerten var Thåströms show, og de særdeles kompetente musikere var “ og agerede som “ statister. Og det skal forstås positivt.

Stadigt vandrende rastløst og dybt koncentreret rundt på scenen, undertiden dansende som Jagger, øldrikkende, svedende, nu og da indforstået grinende, fremførte kunstneren sine poetiske sange med en stemme, der kan få en til at tænke på Tom Waits, men også på landsmanden Ulf Lundell i det dystre, melankolske hjørne.

Koncerten blev afsluttet med Thåströms første singlehit, den bittersøde kærlighedssang Fanfanfan. Men ellers vil jeg ikke fremhæve nogle af sangene på bekostning af andre. For der var , som antydet, tale om et veltilrettelagt, afrundet rockshow, der demonstrerede, at al snak om rockens død er noget inderligt vås, og at rocken stadigvæk besidder den dionysisk-ekstatiske kraft, som Bjørnvig klogt pegede på for mere end fyrre år siden. Thåström viste os også, at rocken er blevet en kunstart, der i de rette hænder er en stor oplevelse. I går aftes var vi udsat for en stor oplevelse. Thåström er en storartet kunstner. Københavnerne kan godt glæde sig til koncerten i aften…