Den svenske musiker Thåström -Sven Joachim Eriksson Thåström – er et fænomen i Sverige. På linje med Ulf Lundell – blot en lille generation yngre – eller Carsten Valentin Jørgensen og KIm Larsen herhjemme. Sans comparaison.
Arbejdersønnen “Pimme”, som han kaldes af venner, voksede op på Skebokvarnsvägen 209 – der også er en pladetitel – i Stockholm og begyndte sin musikalske løbebane i lokale bands som Helt Sonika og The Haters. Men det var først, da The Haters blev til Ebba Grön i 1977, der for alvor begyndte at ske noget for “Pimme” og hans venner. Punken var tidens toneart, og Ebba Grön blev det førende svenske punkband med Thåström som sanger og guitarist. Som det skete for andre punkbands, så ændrede musikken sig dog væk fra den uhæmmede energiudløsning, der var og er punkens fornemste kvalitet og begrænsning. Og i 1983 lagdes Ebba Grön i graven og genopstod som fugl Phønix under navnet Rumimperiet. Rumimperiet blev hurtigt forkortet til Imperiet, der dyrkede en stil, der var en blanding af halvfjerser-punkrockelementer og firser-syntheziserlyd. Tilsat en god portion politisk engagement. Og Imperiet blev et af svensk rocks største firserbands.
Men det lå i kortene, at Imperiet kun ville blive en kort overgangsperiode for Thåström. Mange udskiftninger i bandet gjorde det til et ustabilt projekt. Og i 1988 optrådte Imperiet for sidste gang ved en koncert i Stockholm.
året efter begyndte Thåström den solokarriere, der senest er resulteret i albummet Beväbna dig med Vingar (2012). Det første album hed bare Thäström (1989) og var med til at grundlægge det renommé, Thåström har i dag, som værende en af bedste og mest personlige sangskrivere og musikmagere, man har i Sverige i dag. Solodebutpladen blev i 2000 fulgt op at det rå og upolerede Explodera mig 2000. Og derefter dannede Thåström et nyt band, Peace, Love and Pitbulls, der med beskeden succes i hjemlandet dyrkede en hård, metallisk rock og sange på engelsk. Efter tre album vendte Thåstrom tilbage til solosporet i 1997 og til det svenske sprog. Med en kliché kan man sige, at det var den fortabte søns hjemkomst, og via de næste plader – Det är ni som e dom konstiga det är jag som e normal (1999), Mannen som blev en gris (2002) og især Skebokvarnsvägen 209 (2005) – fik Thåström for alvor tag publikum og kritikken – og blev mere populær, end han nogensinde havde været. Med singlen “Fanfanfan” fra 2005-albummet lykkedes det ham endda at komme på den svenske singlehitlistes top. Den succes har han fastholdt med sit sjette album Kärlek är for dom, der kom i 2009 og indtog både single- og albumhitliste.
Også i 2009 udsendtes opsamlingsboksen med den herlige titel Be-bop-a-lula-hela-jävla-dan!, der over tre CD’er giver et portræt af Thåström som en søgende kunstner, der – lidt à la Neil Young – eksperimenterer med musikalske udtryk, fra akustisk til industrial rock, for en sangskrivning, der både er dybt personlig, poetisk og socialt engageret.
Titelsangen, der indleder pladen, er en sang om rastløshed, drømme og frihedstrang. Beväbna dig med vingar / Beväbna dig med vingar/ Beväbna dig med allting/ som du längtat å drømde om en gång hedder det i sangen, hvor jeget taler til en anden om at tage ned til havnen – dette symbol på udlængsel og frihed – hvor krystalskibene kommer ind og blæsten ‘den blåser dit man vil’. Teksten og Thåstrøms dramatiske sang føres indledningsvis frem af en enkel, tung trommelyd, et lige så enkelt pianospil, men udfolder sig langsomt til at være en storladen rockode.
I Låt dom regna er det regnen, der er det centrale, mystisk-poetiske billede. Låt dom regna ikväll, låt dom regna/ Låt dom regna, låt dom rulla,/låt dom tvätta dig ren/ Låt dom regna ner, ner… Sangen kan i sin opbygning ligne det indledende spor. Tunge, enkle trommer og et mandkor ledsager Thåstrøm, der den rensende regn. En sang, der er latent skæbnesvanger, men også fuld af forhåbning og måske dybest set handler om modgangen som nederlag og frigørende potentiale.
Smaken av dig er en sang om en kærlighed, der var og stadigvæk sidder i kroppen. Den er henvendt til den tabte elskede. Jeg blev aldrig av med/ smaken av dig i min mund/Jeg blev aldrig av med smaken av dig. Igen et mørkt nummer, der er er vævet ind i strygere og lugter af latent erotik, indestængt liderlighed og smertelig længsel. Og en sang, der løftes op af flotte billeder som: Sjung skepp å städer långsamt för mig/Sjung om under vulkaner bare för mig/Sjung stridselefanter, sjung orkaner/ Sjung för mig, sjung
Samarkanda er en enkel sang, der består af en serie associationer, sammenligninger, der alle begynder med det lille ord ‘som’. Associationerne relaterer sig til omkvædet: Som Samarkanda når hun kommer. Samarkanda er både et pigenavn og navnet på den mytologiske by. Billederne glider over i hinanden og genererer på poetisk vis stemninger og betydningsoverskud i læseren. En enkel ballade, hvor Thåström akkompagneres af piano og diskrete synthezisers. Måske er det en slags kærlighedssang.
St Ana Katedral er en drømmerisk sang om en kvinde, der har efterladt et spor i sangens jeg. Det var nån som sa/ du spart en liten bit rött kvar... Og jeget vil ringe til kvinden engang, i september, oktober, marts, april… Men en typisk Thåström-vinkel, så refereres der til, hvad andre har fortalt. Det var nån som hade sett dig... Og billedet af kvinden optegnes længselsfuldt som et fatamorgana. Et tungt rocknummer, der som andre på pladen langtsomt bygges op med lag på lag, først med buldrende trommer, forvrænget guitar og siden støjende, voluminøse synthezisers.
Dansbandsångaren er en mere ligefrem sang. Dansebanssangeren desillusionerede farvel til livet på vejene, hvor han kender enhver lille benzinstation, og hvor de eneste venner han har er biblen, spritten og mandebladene. En sang om musikerlivets bagside, hvor forsiden er sangene om længsel, kærlighed og forgængelighed i projektørens lys. En stille ballade ledsaget af kor, monotone basgange, lige så monoton trommespil, lidt støj fra guitar og tangenter.
Nere på maskinisten er nærmest en lille novelle, der fortæller om fiktive personer på stedet Maskinisten, bla. forfatteren Kurt Tucholsky og forfatteren Bertil Malmgren. Hovedpersonen, der er stamgæst på stedet, iagttager og indfanger de lokale skæbner, primadonnaen, den blonde adjudant, Kurt, regnbuepigen og Bertil Malmgren. I musikken genlyder de ambulanser, der kan høres i adjudantens fortælling om sit interessante liv: Om man lyssnar tillräckligt/ länge på han hör man/ hur amulanserna sjunger för varan/ Sjunger för varan/ Sjunger för varan/ Sjunger för varann. Sangen er måske det nærmeste, man kommer en popsang på albummet. En popsang, der også er industrial rock. Hvis man kan forestille sig det…
Brunkenbergstorg er et smukt, stemningsfuldt instrumentalnummer, domineret af syntezisers og en svært dechiffrerbar hvisken fra en kvindestemme.
Den afsluttende sang Sluta när jeg vill handler om den gentagelsestvang, vi alle i større eller mindre omfang er underlagt. Og om illusionen om, at vi endeligt kan bryde med vores indgroede vaner og uvaner. Jeg kan sluta när jeg vill... En stille, næsten akustisk sang. Et sagte piano og stemningsfulde elektroniske lyde er alt.
Beväbna dig med vingar er en mørk plade om kærlighedslængsel, rastløshed og vemod. Titlen er et citat fra den danske digter Michael Strunges digtsamling fra 1984, Væbnet med vinger. Thåström nævner Strunge i sin tak til sidst i CD-hæftet. Og grafikeren Frans Masereel, der har været inspiration til CD’ens layout.
Thäström er et digterisk gemyt, og med sit nye album har han sammen med sine kompetente musikere skabt et helstøbt værk, hvor poesi løber ubesværet sammen med en rockmusik, der både er præget af den monumentale støj og den skrøbelige skønhed. Om pladen er et mesterværk vil kun tiden kunne afsløre, men det er uden tvivl et hovedværk i Thåströms karriere.