Da jeg satte mig for at kaste en rune over den tidligere malersvend og nuværende kunstmaler og filminstruktør Erik Clausen i anledning af hans 70 års fødselsdag i dag, så kunne jeg ikke finde et passende foto fra dengang, han kom rundt i landet sammen med sin makker Leif Sylvester Petersen. Clausen & Petersen og deres fælles gale, politiske gadecirkus var mit første møde med Clausen – og Petersen for den sags skyld – og det var i den tid, hvor venstrefløjen satte den kulturelle dagsorden. Og det var hylende morsomt. Men det var også humor med saft og kraft og bid. Når jeg tænker tilbage på de gange, jeg stod der og grinede over deres løjer, så kan jeg blive helt varm om hjertet – og ikke lade være med at tænke: Kors, hvor vi dog mangler humor og kritisk sprængkraft på den slappe venstrefløj, vi har i dagens Danmark.

Siden dengang, hvor Clausen sammen med sine venner i bl.a. Røde Mor satte kulør på en venstrefløj, der hele tiden var i overhængede fare for at blive hængende i fodformet politisk hængemulealvor og det, der var værre, er der løbet meget vand i åen. Og Clausen har gjort sig stærkt bemærket som filminstruktør i den ‘realistiske’ genre. Clausen spiller gerne selv hovedrollen i filmene. Ja, uden at fornærme nogen, kan man hævde, at han er hovedrollen i de film. I de bedste af filmene – fx Cirkus Casablanca og Rocking Silver – lykkes det for Clausen at give en troværdig miljøskildring, som gør disse folkekomedieagtige film værd at se.

Berlingeren kalder i sin fødselsdagskommentar Clausen for ‘venstrefløjens ven’ og heri kan man lægge, at han i hvert fald ikke er ven med dem, der deler denne avis borgerlige grundholdninger. For Clausen har – selv om han forlod Danmarks Kommunistiske Parti for mange år siden i skuffelse over partiets alt andet end demokratiske form – gennem alle årene haft hjertet placeret i venstre side og følt sig solidarisk (ja, solidarisk…) med jævne mennesker i dette land. Selv om Clausen aldrig – lige som sin kammerat Kim Larsen – aldrig har sat sit lys under en skæppe og sikkert har været for meget for mange, så har jeg aldrig været i tvivl om, at der inde i al selvpromovering har været et ærligt engagement og en tro på, at verden stadigvæk kan forandres til noget bedre. Til lykke gamle dreng.