I går fyldte den danske, ja, århusianske, digter Peter Laugesen 70 år. Og stort til lykke til Peter. Jeg håber, der er mange digtbøger i ham endnu. Og tror det, for han er en machine à ecrire, en skrivemaskine, der kører hele tiden. Og tilfældet ville, at jeg samme dag fik lukket kurverten med det nye nummer af tidsskriftet Hvedekorn op. Og nummeret indledes af Peter med en række Medeatekster, hentet fra manuskriptet tli forestillingen ‘4 vinkler på Medea’ (Teater Figura, 2010). En smagsprøve, der er meget Petersk:

Skæbnen er en rotte

Den løber hid og did fra skib til skib

Den søger land og står til søs

Den er ingens far eller mor

Den er fælles for alle

Den splitter os ad og den fører os sammen

Den er tung

Den er min

Den er din

Den er tam

Den er vild

Den er mund

Den skriger på skærmen

Den svinger sin hale af sorg og hævn over alle himle

Jeg har (igen) abonneret på Hvedekorn i en længere periode. Siden jeg gik i folkeskolen og læste poesi hos min dansklærer Alice Andersen har jeg været tiltrukket af poesi, denne afkrog af sproget, hvor metrikken – musikken, om man vil – hersker og ny betydning dannes. Poesien er politisk ukorrekt. Den er nyttesløs. Den vil ikke kommunikere. Men den opstår hele tiden, også midt i kommunikationen. Som en implosion, et sammenbrud, en meningsløshed, der gør os opmærksom på sproget som eksistensvilkår.

Hvedekorn leverer kendte og ukendte poeters tekster som vildtvoksende buketter. Man læser hist og her og mærker skriften i stemmerne. Og bliver bevæget hver gang.

Denne gang er tidsskriftet illustreret med nogle A-4-fotokopier, der angiveligt ‘er fundet på gaden i København i 1999-2010’. Kunstneren er ukendt. Om det er en fiktion eller ej er ligegyldigt – og en illustration af kunstens og poesiens insisteren.

Foto-kreditering: Villy Fink Isaksen/Commons/CC-BY-SA-3.0 i – fotoet er lånt fra den danske Wikipedia-side.